20210315145344578_1000
Mandag morgen var 211 personer indlagt med covid-19 på de danske hospitaler. Det er seks personer færre end søndag. Af dem lå 40 personer på intensivafdeling, og af dem var 24 tilkoblet en respirator. Søndag var tallene henholdsvis 39 og 25. Det viser tal fra Statens Serum Institut (SSI). (Arkivfoto) Foto: Ólafur Steinar Gestsson/Ritzau Scanpix

Professor: Epidemien er nogenlunde stabil

15. mar 2021, 15:14
Andelen af positive prøver er på samme niveau som de seneste dage og dækker over alle test, der er foretaget.

Yderligere 612 danskere er bekræftet smittet med covid-19 det seneste døgn. Det viser tal fra Statens Serum Institut (SSI).

Opgørelsen dækker både over de PCR-test, der er foretaget i det offentlige, lyntest foretaget af kommunerne på landets skoler og de PCR-test og lyntest, som private virksomheder står for.

Frem til torsdag i sidste uge indgik kun tal for PCR-test foretaget i det offentlige i SSI's opgørelse. Det gør det svært at sammenligne mandagens tal med dem, der ligger længere tilbage.

Der er det seneste døgn kommet svar på 210.034 test. Af dem har 0,29 procent være positive for covid-19.

Tallet kendes også som positivprocenten. Det er samme niveau som de seneste par dage, hvor flere test har indgået i SSI's opgørelse.

Ifølge Hans Jørn Kolmos, professor i klinisk mikrobiologi ved Syddansk Universitet (SDU), viser det, at coronaepidemien i Danmark på nuværende tidspunkt er nogenlunde stabil.

- Det ser ud som om, udviklingen er stabil. Det svarer nogenlunde til de tal, vi har set de foregående dage. Vi har et lidt højere smittetal i dag, end vi havde i går. Men der er også testet lidt flere, siger professoren.

Mandag morgen var 211 personer indlagt med covid-19 på de danske hospitaler. Det er seks personer færre end søndag.

Af dem lå 40 personer på intensivafdeling, og af dem var 24 tilkoblet en respirator. Søndag var tallene henholdsvis 39 og 25.

Hans Jørn Kolmos mener ikke, at man kan forvente, at tallene for smittede og indlagte kommer længere ned, i takt med at vi åbner mere op, og den mere smitsomme variant fra England - B117 - udgør flere og flere af smittetilfælde.

- Jeg synes egentlig, vi skal være glade for, at vi er på det niveau, vi er nu. For vi skal jo også huske, at vi begynder at løsne lidt på grebet. At børnene kommer i skole, og at vi langsomt er begyndt at genåbne.

- Så der er nogle udfordringer, både i form af det mere smitsomme virus, men altså også at vi stille og roligt åbner for funktionerne. Og alligevel kan vi konstatere, at vi ligger nogenlunde på et stabilt leje. Så altså på den måde er tingene meget godt under kontrol, siger Hans Jørn Kolmos.

Yderligere to smittede personer er afgået ved døden det seneste døgn. I alt er 2393 danskere med covid-19 døde under epidemien.

/ritzau/