Professor: Ellemann burde gå af

16. mar 2011, 11:42
MIljøminister Karen Ellemann V burde, af moralske årsager, tage sit gode tøj og gå, forklarer professor.

I går kunne Nyhedsbrevet 3F afsløre, at miljøminister Karen Ellemann (V) og hendes kæreste Kresten Kloch, har et uregistreret tysk tømrerfirma ansat til at skifte vinduer og tag på deres villa i Taarbæk.

Loven kræver pr. 1. januar, at udenlanske firmaer er registreret i Registeret for Udenlandske Tjenesteydelser (RUT-registeret).

"Ministre har en særlig stor forpligtelse til at overholde normer og regler. Derfor mener jeg, at hun, af moralske årsager, burde gå af sin post," siger Henning Jørgensen, professor på Aalborg Universitet.

Et samfundsproblem

Henning Jørgensen understreger, at det er et samfundsproblem, når udenlandske ansatte dumper lønnen. Dette bliver ofte kaldt 'social dumping'.

"Når virksomheder opretter sig uden om registre og håber på at kunne arbejde i det skjulte, så har ministre selvfølgelig et særligt ansvar for at bekæmpe sådan et samfundsproblem," siger han.

For at bekæmpe udenlandske fupvirksomheder, satte Beskæftigelsesministeriet og Erhvervs- og Selskabsstyrelsen netop gang i en stor radiokampagne, som opfordrer danskerne til at have styr på RUT-registreringen, når de hyrer udenlandske håndværkere.

"Der er en alt for tydelig dobbeltmoral her, når miljøministeren sidder i en regering, som strammer reglerne for RUT-registrering. Oven i købet, er der samtidig kørt store oplysningskampagner," siger Henning Jørgensen.

Professoren mener, Karen Ellemann (V) burde tage konsekvensen og gå af.

Han henviser til sagen i oktober 2006, hvor to svenske ministre -erhvervsminister Cecilia Stegö Chiló og kulturminister Maria Borelius - selv gik af, da det blev afsløret, at de begge betalte deres barnepiger sort.

De to ministre blev fældet på baggrund af tip fra en borger i lighed med gruppen af murere, som netop har anmeldt den danske miljøminister.

Loven om RUT-registeret siger, at både kunden og udbyderen af en opgave kan få en bøde, hvis ikke virksomheden er registreret i registeret.

Dog bestilte Karen Ellemann (V) og hendes kæreste Kresten Kloch renoveringen før reglerne om registerregistrering senest blev strammet i januar.

Etisk og ikke juridisk problem

Professor Henning Jørgensen understreger derfor, at ministeren har et moralsk problem og ikke et juridisk problem.

Han bakkes op af cand.jur. og Ph.d. stipendiat Klaus Pedersen fra Københavns Universitet:

"De fleste nye love, træder ikke i kraft med tilbagevirkende kraft. Det gælder også for de strammede regler for registrering i RUT-registeret. Det ser altså ud som om, der er tale om en mulig moralsk fejl hos ministeren og hendes kæreste og ikke en juridisk fejl," forklarer Klaus Pedersen.