Producent: Vi hjælper unge mødre

2. okt 2009
Programmet fordømmer unge mødre, siger unge mødre. Tværtimod, siger producenten, Kaare Sand.

Gør det indtryk, at en række unge mødre siger, at programmet giver dem et skidt omdømme?

Læs: Unge mødre er sure på De unge mødre

”Nej. Hvis de bliver fordømt, så tror jeg ikke på, at det skyldes programmet. Vi skildrer blot virkeligheden, som den er. Programmet handler ofte om unge mødre, der er havnet i en svær situation. Nogle klarer det skidt, men der er også dem, som tackler sig godt ud af situationen,” siger Kaare Sand.

Mødrehjælpen mener, at programmet bevidst udvælger mødre, der klarer sig dårligt. Er det korrekt?

"Vi caster gravide og mødre, der typisk er mellem 14- og 19 år. Ofte befinder de sig i en vanskelig situation, men vi har også stærke, unge mødre, der optræder som rollemodeller.  Og vi fravælger deltagere, der eksempelvis har været udsat for grove overgreb,” siger producenten.

Mødrehjælpen foreslår, at programmet, med assistance fra eksempelvis en coach, hjælper de unge kvindelige deltagere ud af deres problemer i stedet for blot at beskrive deres problemer. Hvad siger du til idéen?

”Nu må Mødrehjælpen tage sig sammen. Det er ikke det, programmet skal. Det skal skildre virkeligheden. Punktum. Vil Mødrehjælpen producere en temalørdag, der handler om at hjælpe unge mødre, må de ringe til DR2.”

Igen: Gør det indtryk, når en række unge mødre siger, at programmet giver dem et skidt omdømme?

”Nej, faktisk tror jeg tværtimod, at programmet er med til at skabe opmærksomhed om en marginaliseret gruppes vilkår og problemer. Det kan inspirere til, at man hjælper en ung mor,” siger Kaare Sand.