De danske skolelærere bliver nu tilbudt forskellige kurser i sorg af Kræftens Bekæmpelse. (Arkivfoto) Foto: Kræftens Bekæmpelse

Corona: Skolelærere tilbydes online-sorgkurser

7. maj 2020, 11:53
Corona-situationen kan gøre det svært for lærere og pædagoger at støtte børn, som enten lever med livstruende sygdom i hjemmet eller har mistet en forælder eller søskende. OmSorg i Kræftens Bekæmpelse tilbyder nu fire gratis live onlinekurser til skolepersonale med elever i sorg.

Hvordan støtter man et barn i sorg på afstand? Corona har betydet en markant anderledes hverdag i skolen, hvor de ældste elever er blevet fjernundervist, og de yngste elever går i skole med nye retningslinjer om fysisk afstand til andre.

LÆS OGSÅ: Jens raser over Jysk - "Det er grotesk"

Derfor står lærere og pædagoger med en særlig udfordring, når de skal støtte et barn, der lever med livstruende sygdom i hjemmet eller har mistet sin mor, far eller søskende.

- Det er svært at støtte en elev i sorg, når eleven ikke er på skolen, siger Thomas Toft Jensen, der er lærer på Lundehusskolen i København.

Før corona kom til Danmark, mistede en elev i en af hans klasser en forælder efter et længere sygdomsforløb. Det var en uvant situation for lærerteamet, som havde behov for hjælp og konkrete redskaber. Et behov, der kun blev forstærket af den nye situation med corona-lockdown.

- Vi har haft løbende dialog med familien i forhold til, hvad vi kan gøre for at hjælpe dem bedst muligt. Men vi har ikke set eller talt med eleven under lukkeperioden. Så vi føler et stort behov for at evaluere på forløbet og særligt at få nogle redskaber til, hvad vi nu kan gøre, siger Thomas Toft Jensen.

Fire gratis kurser om sorg

OmSorg i Kræftens Bekæmpelse, der arbejder for at understøtte, at børn i sorg får hjælp og støtte i skoler og daginstitutioner, hører lignende historier fra skoler landet over.

Hvert år oplever 26.000 skolebørn, at en far eller en mor bliver indlagt med en livstruende sygdom, og ca. 2.000 børn i Danmark mister hvert år en forælder. De har brug for støtte fra voksne omkring dem - også under en coronakrise. Derfor tilbyder OmSorg nu fire gratis live onlinekurser om sorg, og om hvordan skolepersonalet kan støtte et barn i sorg i den anderledes hverdag, fremgår det af en pressemeddelelse fra Kræftens Bekæmpelse.

LÆS OGSÅ: Tv-kendis afslører - Jeg har mistet mit kørekort

- Vi kan se, at der er et særligt behov i skolerne for at få viden og input til deres indsats for at støtte børn i sorg under de anderledes vilkår, der er nu. Derfor er vi taknemmelige for, at vi med hjælp fra fire velgørende fonde kan tilbyde live onlinekurser om sorg, der er særligt tilpasset den nuværende situation, siger Per Bøge, Børne- og Ungechef i Kræftens Bekæmpelse.

Der er to forskellige kurser, som er målrettet henholdsvis skolepersonale med elever i 0.-5. klasse og skolepersonale med elever i 6.-10. klasse.

Nærvær med afstand

Kurserne vil give deltagerne indsigt i de udfordringer, sorgramte børn oplever under coronakrisen, og praktisk vejledning til, hvordan man kan støtte børnene under de nuværende og udfordrende omstændigheder.

Fokus vil blandt andet være på, hvordan man kan vise nærvær i en tid, hvor vi opfordres til at holde fysisk afstand. En helt konkret udfordring, som Thomas Toft Jensen kan nikke genkendende til.

Mandag vender hans elev tilbage til sin klasse for første gang, efter at skolerne blev lukket. Han og klasselæreren gør sig mange tanker om, hvordan de skal håndtere det, så eleven får den bedst mulige tilbagevenden til skolen.

- Det bliver mærkeligt, at vi skal tale sammen om sorg, og om hvordan det går derhjemme, uden at være tæt på hinanden. Under normale omstændigheder ville det være noget med at kramme og sidde tæt sammen under samtalen. Jeg har brug for hjælp og konkrete redskaber til, hvordan vi kan gøre det på en god måde, som det er nu, siger Thomas Toft Jensen.

Det håber Per Bøge og OmSorg, at onlinekurserne vil kunne være med til at give lærere og pædagoger i skolerne:

- Coronakrisen stiller store krav til personalet på skolerne. Kurserne er tænkt som en håndsrækning til de mange lærere og pædagoger, som gerne vil gøre en forskel for børn i sorg, men som føler sig ekstra udfordrede netop nu. Vi glæder os til at give dem viden og ideer, siger Per Bøge.

De første kurser er tæt på at være fuldt booket, men der oprettes flere kurser efter behov. Alle lærere og pædagoger med en elev i sorg kan deltage.

LÆS OGSÅ: Dansk tv-gigant mister 61.000 kunder