20210205-103654-L-1920x1280we
Privat- og friskoler hører under staten, mens folkeskolerne hører under kommunerne. Det skabte usikkerhed om, hvorvidt kommunerne kan hjælpe privat- og friskoler med lyntest. (Arkivfoto). Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix

Privatskoler kunne ikke få hjælp til test af ansatte: Nu er der nyt

12. feb 2021, 9:12
Landets privat- og friskoler kan gå i dialog med kommuner om lyntest efter en afklaring i Sundhedsministeriet.

Det har vakt kritik fra landets privat- og friskoler, at de tilsyneladende selv skulle stå for covid-19-test af personalet i forbindelse med skolegenåbningen.

Folkeskolerne får nemlig hjælp af kommunerne til at foretage lyntest, men privatskolerne fik at vide, at der ikke var lovhjemmel til at hjælpe dem, fordi de hører under staten.

Men nu er der hjælp at hente. I hvert fald oplyser Kommunernes Landsforening (KL), at kommunerne nu også kan gå i dialog med privat- og friskoler om lyntest.

Det sker, efter at Sundhedsministeriet har afklaret, at der er hjemmelsgrundlag for at samarbejde med de private skoler.

KL-formand Jacob Bundsgaard (S) understreger, at privat- og friskoler principielt selv skal sørge for medarbejderne, men det er godt, kommunerne nu kan hjælpe, siger han.

- Der har ikke været hjemmel, før vi har fået det afklaret. Nogle kommuner er allerede langt i samarbejdet, men afklaringen er der først nu. Det er godt, og vi er parat til at give en hånd med.

- Men det er nok også vigtigt at slå fast, at ligesom medarbejderne i folkeskolen er kommunernes ansvar, så er medarbejderne i privatskolerne jo privatskolernes ansvar, så de har et ansvar for at være med til at finde en løsning, siger Jacob Bundsgaard.

Spørgsmål: Mener du grundlæggende her under corona, at privat- og friskolerne skal have samme hjælp som folkeskolen?

- Jeg mener, friskolerne skal sørge for, deres medarbejdere bliver testet, og det vil vi gerne hjælpe med. Det er enormt vigtigt, at de løfter den opgave og tager det ansvar på sig, på samme måde som folkeskolerne har taget det på sig, siger Jacob Bundsgaard.

Fri- og privatskoler har indtil videre haft ansvaret for at ansætte testere eller bruge eget personale. De kan få hjælp til oplæring gennem kommunen. Men det vil altså være fri- og privatskolernes eget ansvar at sikre testning.

Forskellen mødte kritik fra Danmarks Private Skoler og Fri Skolers Lærerforening i mediet Skolemonitor.

Torsdag bredte kritikken sig også på Christiansborg. Enhedslistens Peder Hvelplund understregede eksempelvis, at "virus er jo ligeglad med, om den spredes på en folke- eller en friskole".

Ifølge Børne- og Undervisningsministeriet var der i 2020 1080 folkeskoler i Danmark og 551 friskoler og privatskoler i Danmark.

/ritzau/