Prins Joachim. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpox

Prins Joachim taler ud om brud: 'Markante år i mit liv'

11. jul 2020, 10:43
Prins Joachim sætter i et nyt interview ord på, hvad Schackenborg Slot har betydet for ham. Prinsen brød med slottet og ejes nu af en fond.

Hele 20 år tilbragte prins Joachim på Schackenborg Slot i Møgeltønder.

Først med eks-hustruen grevinde Alexandra og siden med sin nuværende hustru, prinsesse Marie. Det var her hans fire børn havde deres spæde barndom. Han fik som niårig slottet overrakt i en gave.

I et nyt interview med ugebladet Hjemmet fortæller den danske prins, der netop nu er bosiddende i Paris, om de særlige minder fra den sønderjyske idyl.

- Jeg føler mig knyttet til Sønderjylland, og jeg kan sagtens tage prinsesse Marie og mine fire børn med på ed, når jeg siger, at vi alle elsker Sønderjylland, Schackenborg og Tøndermarsken. Det er i den grad et sted, vi føler os formet af og knyttet til, siger prins Joachim og slår fast:

- De 20 år i Sønderjylland er de mest markante år i mit liv.

Prins Joachim flyttede til Schackenborg i 1993, hvor han i flere år var landmand.

I 1995 blev han gift med daværende prinsesse Alexandra, som han siden hen fik sønnerne Nikolai og Felix med. Parret blev skilt i 2005, men der skulle ikke gå mange år, før prinsen igen blev ramt af Amors pile.

I 2008 giftede han sig med prinsesse Marie i Møgeltønder Kirke. Parret flyttede efter et stykke tid til Klampenborg i Nordsjælland.

I 2014 overtog en fond Schackenborg Slot, og nu bor prins Joachim og familien i Paris, hvor han efter sommer tiltræder i en stilling som forsvarsattaché på den danske ambassade.

Stillingen løber foreløbigt i tre år, oplyser Forsvarsministeriet i en pressemeddelelse.