- Det nytter ikke noget at brokke sig, siger prinsesse Marie i et interview med et fransk magasin. Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Prinsesse Marie: "Det nytter ikke noget at brokke sig"

22. dec 2019
Prinsesse Marie fortæller i et nyt interview, hvordan hun håndterer den store opmærksomhed fra medierne.

Der er stor opmærksomhed på de kongelige. Det har mange måttet sande efter at have giftet sig til en royal titel.

Det gælder også prinsesse Marie. I et stort interview, som hun og prins Joachim har givet til det franske magasin Paris Match, fortæller hun om, hvordan hun håndterer den store opmærksomhed fra medierne.

LÆS OGSÅ: Kendt tv-læge har fået god kræft-besked: "Min kæreste brød sammen"

- Jeg sørger for kun at udsætte mig selv, når det er nødvendigt. Det nytter ikke noget at brokke sig, siger prinsesse Marie ifølge Ekstra Bladet i interviewet med det franske magasin. Svaret falder, da den danske prinsesse bliver spurgt ind til den situation, som Meghan Markle, der er gift med den engelske prins Harry, er havnet i. Hun har flere gange luftet sin utilfredshed med opmærksomheden fra de britiske medier, men prinsesse Marie har altså valgt en anden strategi. 

I september flyttede hun og børnene, Henrik og Athena, med prins Joachim til prinsessens hjemland Frankrig, mens prins Joachim gennemfører en uddannelse inden for det franske militær.

I interviewet fortæller prinsesse Marie også om, hvordan hendes lighed med kronprinsesse Mary påvirker hende.

- Vi er utvivlsomt meget ens. Og for at gøre det endnu sværere har vi fødselsdag samme måned med en dags mellemrum. Men så længe det arbejde, vi hver især udfører, er forskelligt og bliver anerkendt, så er alt godt for mig, siger hun til Paris Match.