28-årige prins Joachim er nummer ti i den belgiske tronfølge og nevø til den belgiske kong Philippe (billedet). Foto: Pool/Reuters/Ritzau Scanpix

Prins undskylder: 'Jeg fortryder mine handlinger'

2. jun 2020, 09:20
Belgisk prins brød forsamlingsforbud og tog til fest. Nu er han smittet med coronavirus.

Den belgiske prins Joachim undskylder nu sin opførsel. Det skriver BBC.

Undskyldningen kommer, efter prinsen på trods af et forsamlingsforbud deltog i en fest i Spanien og efterfølgende blev testet positiv for coronavirus.

- Jeg fortryder mine handlinger dybt, siger prins Joachim ifølge BBC i en udtalelse.

Den 28-årige prins er nummer ti i den belgiske tronfølge og nevø til den belgiske kong Philippe. Ifølge spanske medier var prinsen én ud af 27 deltagere til festen, der blev afholdt i byen Cordoba. Ifølge reglerne i den sydspanske by må man ikke være mere end 15 mennesker samlet.

I sin udtalelse undskylder den belgiske prins for, at han ikke har overholdt reglerne, ligesom han understreger, at han ikke har ønsket at fornærme nogen.

Ifølge BBC har prins Joachim milde symptomer på coronavirus og er lige nu, ligesom resten af festdeltagerne, i karantæne. Spansk politi har indledt en efterforskning af festen og er klar med bøder på mellem 600 og 10.000 euro til dem, der har overtrådt reglerne.