66-årige prins Ernst August af Hannover overvejer nu at klage over både politiet og psykiatrien. (Arkivfoto) Foto: Morris Mac Matzen/Reuters/Ritzau Scanpix

Prins i slagsmål med politiet

17. jul 2020, 12:24
Prins Ernst August af Hannover kom i karambolage med politi og sundshedspersonale

Det gik helt galt, da prins Ernst August af Hannover natten til den 15. juli slog alarm, fordi han efter eget udsagn havde det skidt.

Det skriver flere medier.

Ifølge den 66-årige prins selv havde han det på grund af lavt blodsukker meget dårligt, og han ringede derfor efter hjælp. Det skriver den østrigske avis Kronen Zeitung, der har talt med prinsen.

En talsmand fra politiet fortæller til den tyske avis Bunte, at prinsen var meget aggressiv og angreb sundhedspersonalet, der forsøgte at hjælpe ham. Også politiet var sendt med ud til prinsens jagthytte, der ligger i den østrigske landsby Grünau. Prins Ernst August kom i slagsmål med betjentene og blev siden indlagt til undersøgelse på en prykiatrisk afdeling.

Prins Ernst August af Hannover overvejer nu ifølge Kronen Zeitung at klage over både politiet og psykiatrien.

Prins Ernst August af Hannover er gift med prinsesse Caroline af Monaco, men de to har dog levet adskilt i flere år. Det er ikke første gang, at prinsen skaber overskrifter i alverdens aviser. Han har tidligere været i vælten for blandt andet at slå en fotograf, at tisse på en tyrkisk pavillon under en udstilling og køre for stærk på en fransk motorvej. Senest skabte det røre, da prins Ernst August af Hannover i 2017 nægtede at give sin velsignelse til sønnens bryllup og truede med at tage både slotte og titler fra sønnen.