Prime Minister Olof Palme''s tombstone at Adolf Fredrik cemetery, central StockholmMuligvis bliver der på et pressemøde i Stockholm onsdag sat navn på, hvem der i 1986 dræbte Olof Palme. Her ses den tidligere statsministers gravsten på Adolf Frederik-kirkegården i det centrale Stockholm. Foto: Tt News Agency/Reuters

34 år efter Palme-drabet: Nu kan svenskerne måske få et svar

10. jun, 07:17
Skæbnetimen for efterforskning af Palme-drabet i 1986 er nær. Ekspert tvivler på, at der rejses tiltale.

Om få timer får svenskerne måske få svar på et spørgsmål, der har naget nationen i 34 år: Hvem stod bag drabet i 1986 på daværende statsminister Olof Palme?

På et pressemøde onsdag formiddag klokken 09.30 vil chefanklager Krister Petersson komme med sine konklusioner efter at have ledet efterforskningen de sidste tre år.

Han har ikke garanteret, at der udpeges en skyldig. Og måske bliver sagen en gang for alle henlagt på grund af manglende beviser.

Men i februar sagde Krister Petersson til SVT, at han ser optimistisk på chancen for at sætte navn på enten en levende eller afdød gerningsmand.

- Hvis vi får et klart svar, vil det betyde, at en af de største politiske og juridiske mysterier i Sverige langt om længe er løst, siger journalisten Gunnar Wall, der har skrevet flere bøger om det gådefulde drab, til Reuters.

Olof Palme blev dødeligt såret af skud en sen fredag aften i Stockholm, mens han sammen med sin kone var på vej hjem efter en biograftur.

Drabet udløste en stor menneskejagt for at finde gerningspersonen. Men da det ikke lykkedes, opstod der efterhånden adskillige konspirationsteorier.

Gennem årene er den amerikanske efterretningstjeneste CIA, kurdiske separatister og sydafrikanske sikkerhedstjenester blandt flere andre nævnt som bagmænd.

Politiet har undersøgt en lang række teorier, og over 10.000 mennesker er gennem tiden blevet afhørt.

I 1989 blev en småkriminel, Christer Pettersson, dømt for drabet, efter at Olof Palmes enke havde udpeget ham, men få måneder senere blev Pettersson frikendt. Han døde i 2004.

En af politiets udfordringer har været at finde gerningsvåbnet.

Men mandag kunne avisen Aftonbladet med henvisning til kilder i Socialdemokraterna afsløre, at regeringen er orienteret om, at politiet er i besiddelse af drabsvåbnet.

Aftonbladet har før skrevet, at gerningsmanden ikke længere er i live.

Den tanke bakker Eric Bylander, juraprofessor på Uppsala Universitet, op om.

- Ellers var der som minimum blevet beskikket en forsvarer, eller sandsynligvis var nogen blevet anholdt, siger han til SVT.

Tidligere chefanklager Sven-Erik Alhem er af samme grund overbevist om, at Krister Petersson på onsdagens pressemøde vil oplyse, at der ikke er rejst tiltale mod nogen.

- Ifølge min opfattelse er alt andet end en henlæggelse af sagen udelukket. Enten fordi at den mistænkte er død, eller af den årsag at yderligere efterforskningstiltag ikke kan forventes at medføre et andet resultat, siger han til nyhedsbureauet TT.

/ritzau/