Søndag blev endnu en ansvarlig for et Premier League-hold fyret, da Watford valgte at sige farvel til cheftræner Quique Sánchez Flores.

Det skriver klubben på sin hjemmeside.

Det skete, dagen efter at Watford på udebane tabte 1-2 mod Southampton i ligaen.

Tilmeld dig nyhedsbrevet A4 Morgen her

Watford har blot hentet otte point i sæsonens første 14 kampe og ligger sidst i den engelske liga, og det kostede altså Quique Sánchez Flores jobbet.

- Quique er en mand med stor integritet, og det var tydeligt, hvor meget han ønskede at have en positiv indvirkning, men i sidste ende har resultaterne dikteret vores beslutning.

- Udnævnelsen af en ny cheftræner er nært forestående, og med to tredjedele tilbage af sæsonen, vil vi give al den nødvendige støtte for at gøre de kommende måneder succesrige, lyder det i en udtalelse på hjemmesiden fra klubdirektør Scott Duxbury.

Det er den tredje fyring af en manager eller cheftræner i Premier League inden for kort tid.

19. november blev Mauricio Pochettino fyret i Tottenham og udskiftet med José Mourinho.

Fredag led Unai Emery samme skæbne i Arsenal, inden Quique Sánchez Flores altså måtte sige farvel til jobbet søndag.

Den spanske manager vendte tilbage til Watford for tre måneder siden, og hans seneste tid i klubben har blandt andet budt på et nederlag i ligaen på 0-8 mod Manchester City.

Quique Sánchez Flores stod også i spidsen for Watfords bedste hold i sæsonen 2015/16.

Dengang sluttede Watford på 13.-pladsen og nåede semifinalen i FA Cuppen.

/ritzau/