Praktikant fandt skorpion i politikeres frugt

2. okt 2013, 14:30
De ansatte i Undervisningsministeriet fik et afbræk i dagens tjans, da en ubuden gæst poppede op af frugtkurven.

Undervisningsministeriet kan være en farlig arbejdsplads.

Det opdagede en praktikant, da han onsdag morgen stak fingrene ned i politikernes frugtkurv og fik fat i en skorpion.

"Jeg skulle have mig et stykke frugt, men kunne se, at der var en gammel clementin på bunden af kurven. Den ville jeg lige fjerne, og da jeg tager den op, kan jeg mærke noget, der løber hen over mine fingre," siger Briang, som er praktikant i ministeriet, til mx.dk.

Den forvirrede skorpion kravlede derefter tilbage på den indtørrede clementin og forsvarede den med kløerne, fortæller han videre.

Sceancen skabte en del påstyr i ministeriet, idet alle begyndte at fotografere den ubudne gæst.

Den lille, levende overraskelse er nu blevet afhentet af Zoo og sendt til undersøgelse. Dommen lyder, at den højest sandsynlig ikke er farlig for mennesker.