Tæt på verden: Præsidenten går efter mytteri i ferieparadis

7. feb 2012
Her til morgen trådte den demokratiske valgte præsident Nasheed tilbage efter en langvarig magtkamp, der er nået ud i hovedstadens gader.

Efter flere dages uro er Maldivernes præsident trådt tilbage.

Mohamed Nasheed er velkendt for sin demokratiske holdning og sin kamp imod truende klimaforandringer, som vil oversvømme hans ørige i Stillehavet.


I en tv-tale bekendtgjorde menneskeretsforkæmperen, at han ikke agtede at styre landet med en ”jernnæve”, så derfor var det nok bedst i den aktuelle situation, at han træder tilbage og lader sin vicepræsident fortsætte.

Fordrivelsen af Nasheed glæder nok hans modstander i en langvarig magtkamp, den tidligere præsident Abdul Gayoom. Den afgåede præsident har været politisk fange under Gayoom.

Stigende uro

Magtkampen i Maldiverne stammer fra landets demokratiske valg i 2008, hvor det autokratiske Gayoom efter 30 år ved magten blev stemt ud som præsident. Han parti-alliance beholdt dog kontrollen med den lovgivende forsamling. Derfor har alt været fastfrosset.

Kulminationen på den aktuelle uro blev et mytteri begået mandag af ca. 50 politichefer, der erobrede østatens tv-station i hovedstaden Male for at udsende deres budskaber.

Politiet har haft tåregassen fremme for at styre Abdul Gayooms tilhængere. Begge fløje anklages for at have hyret bøller for at lave ballade i gaden med byger af stenkast.

[pagebreak]Dommeren

Den underliggende konflikt handler om religion og juridisk uafhængighed. For en måned siden arresterede myndighederne en dommer, Abdullah Mohamed, under anklage for at træffe politisk betingede beslutninger. Det medførte demonstrationer.

Aktuelt handler det om at dommeren, leder af landets kriminelle domstol og allerede under appel i en disciplinærsag, løslod en politisk aktivist og vicepræsident for et parti, der var arresteret ulovligt, mente dommeren.

Konflikten bunder i debatten om domstolenes uafhængighed. Dommer Mohamed var også arresteret ulovligt, mener oppositionen.  Maldiverne har faktisk bedt FN om hjælp til at løse landets demokratiske sammenbrud.

Men konflikten stikker endnu dybere ned i landets religiøse debat, forklarer bloggermediet Globalvoiceonline.org.

Undergravende

Regeringen har bedt politiet undersøge visse oppositionsledere under mistanke for at drive en smædekampagne, der påstår at præsident Mohamed Nasheed og hans folk undergraver den muslimske tro.

Politiet gik så vidt som at arrestere en oppositionsleder, hvilket fik oppositionen i gaderne. De startede en kampagne om, at myndighederne ikke må antyde at andre antyder noget ulovligt om andre.

Omend dette virker som almindeligt politisk håndværk er det alvorligt i Maldiverne, der indtil 2009 havde streng lovgivning imod mistænkeliggørelse af andre. De spirende, og nu halte, demokrati har ikke defineret sine grænser for politisk ytringsfrihed endnu.

Stor ballade

Konflikterne har taget så meget til, at grupper af rebelske politifolk har stormet regeringspartiets bygninger og smadret indboet. Deres oprør er, siger de, en reaktion på regeringens ulovlige ordrer, som de nægter at adlyde.

Mandag 6. februar kogte det hele over, og det medførte præsidentens afgang tirsdag. Stemningen er spændt og i sociale medier udtrykkes frygt for kommende udgydelser af blod.

Maldiverne er et vidtstrak ørige i Det Indiske Ocean bestående af 1.200 atoller, hvoraf kun 20 er beboede. Landet er stærkt muslimsk og har været en både hollandsk og britisk koloni indtil 1965

Tæt på verden

En af landets mest erfarne u-landsjournalister, Dan Larsen, skriver nyheder om de fattige lande for Avisen.dk. Danida bidrager til projektet.