Postmand Per får stress og dårlig ryg

16. jan 2014, 04:00
Postfolk får oftere end andre skader, stress og sygdomme på grund af arbejdet, og de stoler mindre på chefen. Det viser flere undersøgelser om arbejdsmiljø.

Det er blevet et farligt job at være postbud. Og det skyldes ikke bjæffende schæferhunde ved havelågen.

Seks ud af ti postfolk har smerter i arme og håndled, sygefraværet er næsten dobbelt så højt som gennemsnitsdanskerens og så har massefyringer ramt så hårdt, at næsten en sjettedel af den samlede styrke er skåret væk.

I det hele taget får postfolk oftere sygdomme, skader, smerter og stress på grund af jobbet end andre danskere i arbejde. Det viser en gennemgang af undersøgelser og statistikker om arbejdsmiljø og ulykker foretaget af Avisen.dk.

"Det er blevet hårdere for postfolk. Postmængderne falder, og folk er bange for at blive fyret," siger Henrik Lund, faglig sekretær ved 3F København.

Hos 3F København oplever man, at selvom medarbejderantallet er faldet med flere hundrede i Københavns Postcenter, får de stadig samme antal henvendelser om rygskader som tidligere.

Mere sygdom

En få måneder gammel undersøgelse fra Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø viser, at ansatte i post- og pakkebranchen langt oftere end gennemsnittet er syge på grund af jobbet, og at 12 procent har haft en arbejdsulykke det seneste år, mens det gælder for 6 procent af de arbejdende danskere som helhed.

De plages i højere grad end andre af smerter, stress og manglende tillid til ledelsen, viser undersøgelsen. Det er blandt andet dårlige arbejdsstillinger og mange ensartede bevægelser, der giver postansatte smerter.

"Jeg får ondt i ryggen af at stå ved maskinen i flere timer hver dag. Det skal hele tiden gå hurtigere og hurtigere, samtidig med, at vi skal have mere og mere fokus på kvalitet. Det er stressende," siger en ansat ved Post Danmark, som ønsker at være anonym.

Årsagerne er en branche i krise, hårdt fysisk arbejde og en ledelse, der presser medarbejderne for hårdt, lyder det fra fagforening og eksperter.

En branche i krise

Især branchens største arbejdsgiver, Post Danmark, har haft nogle omtumlede år, vurderer forsker.

"Den krise, de oplever de her år kan ikke sammenlignes med den krise, andre brancher har været i. Det er en helt særlig situation," siger ph.d.-studerende i arbejdspsykologi ved Københavns Universitet, Johan Simonsen Abildgaard.

Post Danmark er i løbet af få år er gået fra at være et offentligt selskab med monopol til at være en privat virksomhed, der senest har fusioneret med det svenske postvæsen. Sideløbende har brevmængden været voldsomt faldende.

"Det er voldsomt mange forandringer på kort tid. Før var det en arbejdsplads med stor jobsikkerhed. Nu er de nødt til at fyre folk hvert år. Og for de medarbejdere, der bliver tilbage, sker der typisk også mange forandringer," siger Johan Simonsen Abildgaard, der netop har været involveret i et projekt, der skulle forbedre arbejdsmiljøet på en række postkontorer.

Det hårde pres kan ses på sygefraværet.

Tal fra Danmarks Statistik viser, at postfolk har næsten ti gange så meget sygefravær som følge af arbejdsulykker end gennemsnittet.

Dårligt forhold til cheferne

Og ser man på undersøgelsen fra Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø, er forholdet til chefen dårligere for postfolk end for gennemsnitsdanskeren. Mange postfolk stoler ifølge undersøgelsen ikke på ledelsen, og de tilkendegiver, at de ofte oplever uretfærdighed på arbejdspladsen.

En hård ledelsesstil med kontrol frem for tillid er klassisk for en arbejdsplads i krise, vurderer Peter Olsén, professor i arbejdspsykologi ved Roskilde Universitet.

"Når en virksomhed er i krise og på vej ned, er det meget almindeligt, at man griber til en gammeldags ledelsesform med stærke hierakier og kontrol. Det er ikke hensigtmæssigt, men meget forståeligt. Man rækker ud efter den nærmeste stolpe og klamrer sig til den," siger Peter Olsén.

Arbejdsgiverne: Arbejdsmiljøet er fint

Arbejdsgiverne i branchen afviser, at der skulle være blevet hårdere vilkår for de ansatte.

"Vi kan ikke genkende det billede, tallene viser," lyder det fra Karsten Klitmøller, leder af den danske afdeling af pakkefirmaet GLS.

Det kan man heller ikke i konkurrenten, DHL.

"Vi har gjort meget for at forbedre arbejdsmiljøet," siger Steen Asger Jørgensen, operationsdirektør for den danske afdeling af pakkefirmaet DHL Express.

Som eksempel nævner han mere afveksling i arbejdet for at skåne de ansatte. Han medgiver dog, at jobbet er hårdt fysisk, og at branchen er under pres.

"Det er en udsat branche på nogle punkter, og der kan forekomme mange manuelle løft," siger han.

Post Danmark: Det er fysisk krævende

Det er branchens største arbejdsgiver, Post Danmark, overordnet enig i.

"Det er fysisk krævende arbejde, så det er klart, at der er større risiko for gener i bevægeapperatet. Det er selvfølgelig noget, vi tager seriøst. Vi mener selv, at vi gør meget for at forbedre arbejdsmiljøet og har en positiv udvikling, men på nogle områder kan niveauet godt blive bedre," siger HR-chef Hans Erik Nielsen.

Ifølge Post Danmarks egne tal er antallet af arbejdsulykker faldende.

Overordnet genkender Post Danmark heller ikke de problemer, som undersøgelsen for Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø påviser, og kritiserer, at undersøgelsen kun bygger på 122 postansatte.

Post Danmark understreger, at firmaets eget årlige medarbejderspørgeskema viser, at det psykiske arbejdsmiljø er godt.

Men det kan man ikke konkludere ud fra det spørgeskema, lyder det fra fællestillidsrepræsentant ved Københavns Postcenter, Morten Søndergaard.

"Skemaet indeholder ingen spørgsmål om det psykiske arbejdsmiljø," siger han.

POST DANMARK - ARBEJDSMILJØ PÅ RETUR?

Hvorfor ligger postbranchen nummer sjok, når det gælder arbejdsmiljø?

 

Krise og fyringer får ofte skylden, men er det hele sandheden?

 

Avisen.dk beskriver i en række artikler arbejdsmiljøet i Københavns Postcenter. Det sker på baggrund af interviews med mere end 25 nuværende og tidligere ansatte, tillidsfolk og mellemledere i postcenteret.

 

Journalist Eline Svendsen arbejdede selv i Københavns Postcenter indtil 2010.

 

Nu vælger en række medarbejdere at fortælle deres historie til Avisen.dk. Nuværede ansatte udtaler sig anonymt af hensyn til deres jobsikkerhed, mens tidligere ansatte står frem. Alle medvirkendes sande navne er redaktionen bekendt.