Postansatte bad om hjælp i årevis

17. jan 2014, 09:19
Ansatte på Københavns Postcenter henvender sig i stigende grad til fagforeningen med stress og angst.

Råbende kommandoer, overvågning og fyringstrusler.

Postfolk i København henvender sig i stigende grad til deres fagforening med stress og angst.

"Vi har gennem de seneste par år fået flere og flere henvendelser fra ansatte på postcentret om det psykiske arbejdsmiljø. Det er mennesker, som har fået angst, stress og depression af deres arbejde," siger Henrik Lund, faglig sekretær ved 3F København.

Årsagen er ifølge en række medarbejdere og tillidsfolk et barsk arbejdsmiljø, som indtil for ganske nyligt prægede Københavns Postcenter med knap 1.000 ansatte.

Avisen.dk har talt med mere end 20 ansatte i det københavnske postcenter, hvoraf en del er endt med sygemelding eller en fyring. De er i dag uforstående over for, at det kunne gå så galt med det psykiske arbejdsmiljø, uden nogen greb ind.

Postfolk har generelt fået et dårligere fysisk og psykisk arbejdsmiljø end gennemsnittet. Det kunne Avisen.dk fortælle i går.

Blandt andet bliver de oftere syge på grund af jobbet og har mindre tillid til chefen.

Ud fra hvad de ansatte fortæller, er det ikke underligt, at postbranchen ender i bunden i undersøgelser af det psykiske arbejdsmiljø, vurderer Peter Olsén, professor i arbejdspsykologi ved Roskilde Universitet.

"Arbejdsmiljøet lider under nogle helt klassiske belastninger," siger han.

Post Danmark: Der er krise i branchen

Hos Post Danmark mener man ikke, at undersøgelserne giver et retvisende billede.

"Det er ikke det billede, vi har af tingene. Vi gør meget for at sikre arbejdsmiljøet, men man kommer selvfølgelig ikke uden om, at det er et fysisk krævende job, og at der er krise i branchen," siger HR-chef i Post Danmark, Hans Erik Nielsen.

Men på Københavns Postcenter, som er Post Danmarks største arbejdsplads, fortæller tillidsfolk og ansatte en anden historie. Tillidsrepræsentanter har i årevis forsøgt at gøre ledelsen opmærksom på problemer med stress og nedslidning.

Tillidsfolkene har efterspurgt undersøgelser af arbejdsmiljøet og sendt klager til både Arbejdstilsynet, transportministeren og beskæftigelsesministeren. Af klagerne fremgår, at flere undersøgelser allerede i årene 2004 til 2009 viste, at en stor del af medarbejderne var stressede og døjede med smerter i skuldre, ryg og arme.

Ledelsen blev skiftet ud

Det psykiske arbejdsmiljø har først og fremmest haft svære kår på grund af den ledelsesstil, der i en årrække prægede arbejdspladsen. Det fremgår af interview med mere end 25 nuværende og tidligere ansatte, tillidsfolk og mellemledere fra Københavns Postcenter.

De interviewede beskriver blandt andet fyringstrusler, overvågning og en hård tone fra de nærmeste chefer under den tidligere ledelse.

"De holdt konstant øje med, om vi snakkede sammen. Hvis man var på vej på toilettet og snakkede til en kollega, gik der fem sekunder, så kom der en leder og spurgte, om vi ikke skulle passe vores arbejde," fortæller en nuværende ansat, der foretrækker at være anonym.

En tidligere mellemleder i Københavns Postcenter fortæller, at man brugte fyringstrusler over for ansatte, der var for kritiske.

"Hvis nogen stillede spørgsmålstegn ved ledelsens beslutninger, lød svaret som regel: 'Der er masser af arbejdsløse, der gerne vil have jeres job'," siger tidligere mellemleder, Jan Svenssón.

Det bekræfter Henrik Lund, faglig sekretær ved 3F København.

"Postmængderne falder, folk er bange for at blive fyret, og mit indtryk er, at det udnytter ledelsen til at presse tempoet op. Systemet er gennemsyret af en manglende tillid i form af kontrol og overvågning," siger han.

Tager tid at rette op på

I foråret og sommeren 2013 blev den øverste chef for postcentret og en række mellemledere afskediget.

Men selvom ledelsen er skiftet ud, er kulturen svær at ændre.

"Gennem fem år har mellemlederne været vant til at gøre tingene på en bestemt måde. Der er nogle vaner, der skal rettes, og det tager tid," siger medarbejder og tidligere tillidsmand, Kim Andersen.

Den nye chef for Københavns Postcenter, Michael Hermann, der tiltrådte i april, medgiver, at arbejdsmiljøet har taget skade under den tidligere ledelse, og at det kan tage tid at rette op på.

"Det er rigtigt, at der har været problemer med det psykiske arbejdsmiljø under den tidligere ledelse, men min tilgang til er helt anderledes, og jeg arbejder på også at genskabe tilliden mellem medarbejderne og deres nærmeste ledere," siger han.

Avisen.dk har kontaktet den tidligere chef for Københavns Postcenter. Han har meddelt, at han ikke må udtale sig ifølge sin afskedigelseskontrakt og henviser i stedet til Post Danmark. Fra Post Danmark lyder det, at man ikke vil udtale sig om forhold, der skete under den tidligere ledelse.

POST DANMARK - ARBEJDSMILJØ PÅ RETUR?

Hvorfor ligger postbranchen nummer sjok, når det gælder arbejdsmiljø?

Avisen.dk beskriver i en række artikler, hvordan arbejdsmiljøet i Københavns Postcenter indtil for nyligt var præget af en ledelsesstil med tvang, kontrol og frygt. Det sker på baggrund af interviews med mere end 25 nuværende og tidligere ansatte, tillidsfolk og mellemledere i postcenteret.

Journalist Eline Svendsen arbejdede selv i Københavns Postcenter indtil 2010.

Nu vælger en række medarbejdere at fortælle deres historie til Avisen.dk. Nuværede ansatte udtaler sig anonymt af hensyn til deres jobsikkerhed, mens tidligere ansatte står frem. Alle personers rette navn er Avisen.dk bekendt.