Politikerne forhandler om yderligere genåbning af Danmark. Foto: Claus Bech/Ritzau Scanpix

Eksperter advarer politikere: Tag det roligt med genåbningen

20. maj, 20:52
Sundhedsvæsenet vil kunne blive presset mere end nogensinde under coronakrisen, hvis politikerne åbner samfundet mere, og danskerne glemmer afstanden, vurderer Statens Serum Institut.

Mens politikerne på Christiansborg mener, at Danmark kan åbnes hurtigere end ellers planlagt, advarer flere eksperter mod det høje tempo, skriver Morgenavisen Jyllands-Posten Kr. Himmelfartsdag.

LÆS OGSÅ: Michelin-restauranter konkurs: Kreditorer står i kø med millionkrav

At åbne med kort tid mellem beslutningerne går også imod anbefalinger fra EU, som advarer landene imod at åbne, før man har set den fulde effekt af de tidligere åbningsfaser.

Der går tid fra ændringerne træder i kraft, til smitten viser sig. Hver ny åbning er 'et eksperiment', mener en ekspert.
Ikke mindst bekymrer det seruminstituttet, at den anbefalede afstand er kortet ned fra to til en meter.

- Det er vurderingen, at det kan føre til lavere efterlevelse af anbefalinger og en normalisering af den generelle adfærd, hedder det i rapporten, som har dannet det sundhedsfaglige input til politiske forhandlinger om yderligere genåbning.

Det tempo, som Danmark genåbner samfundet i, går stik imod de anbefalinger, som EU har fastlagt for landenes genåbning. I en såkaldt 'fælles europæisk køreplan' for ophævelse af corona-restriktioner lyder anbefalingen, at EU-landene bør åbne i trin, så effekten af den forrige åbning kan afgøres, inden mere åbnes. Smitten tager nemlig tid at registrere og aflæse i indlæggelsestallene.

Når professor Jan Pravsgaard Christensen, Institut for Immunologi og Mikrobiologi på Københavns Universitet, vurderer SSI-rapporten, er hans konklusion klar:

- Jeg hæfter mig ved, at der – trods usikkerhed i beregningerne – vil være en temmelig stor belastning af sygehusvæsenet over sommeren alene på grund af det, vi allerede har åbnet, hvis halvdelen ikke holder den anbefalede afstand. Faktisk på et niveau, som da epidemien var værst, siger han.