Politisk røre om arbejdsmiljø på luksushotel

26. apr 2013, 12:00
Enhedslisten kræver handling af minister efter afsløring af farligt arbejde under renovering af dAngleterre.

Beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) har tidligere været ude med riven efter den danske storentreprenør Pihl & Søn.

Nu forlanger Enhedslisten, at ministeren igen skruer bissen på over for det kontroversielle entreprenørfirma.

Det sker efter, at Avisen.dk har sat fokus på farligt arbejdsmiljø under renoveringen af luksushotellet d'Angleterre, som efter planen genåbner 1. maj.

"Det er utroligt, at en velrenommeret entreprenør som Pihl kan lukke øjnene for så store problemer med arbejdsmiljøet, som sagen på d'Angleterre udstiller. Det bør give en virkelig dårlig smag i munden," siger Jørgen Arbo-Bæhr, som er arbejdsmiljøordfører for Enhedslisten.

Arbejdsmiljømæssig katastrofe

Hotel d'Angleterre har gennem snart to år gennemgået en omfattende renovering. Håndværkere og tillidsfolk karakteriserer byggeriet som en arbejdsmiljømæssig katastrofe, og en ekspert i forebyggelse af arbejdsulykker har konkluderet, at byggeriet "skriger til himlen om manglende prioritering af sikkerhed".

Efter flere alvorlige arbejdsulykker styrtede en 32-årige familiefar fra Falster i januar i døden fra toppen af d'Angleterre.

D'Angleterre-sagen er nu havnet på Mette Frederiksens bord, efter at Jørgen Arbo-Bæhr har bedt ministeren forholde sig til, om sagen giver anledning til politisk handling.

"Der er masser af hovedentreprenører, der fungerer glimrende, men vi bliver nødt til at gøre noget for at sikre, at entreprenører som Pihl i højere grad kan drages til ansvar, når sikkerheden halter - også selv om det sker blandt underentreprenører," siger han.

Krævede kulegravning af Pihl

Pihl & Søn har i de senere år har været genstand for massiv kritik på grund af lønfusk og dårlig sikkerhed blandt især udenlandske underentreprenører.

På et samråd i Folketingets Beskæftigelsesudvalg i efteråret fordømte Mette Frederiksen lønfusk og sjusk med sikkerheden, og krævede i den forbindelse en redegørelse for forholdene hos Pihl & Søn fra såvel Arbejdstilsynet, Skat og politiet.

"Juridisk set har hovedentreprenører ikke ansvar for sikkerheden blandt underentreprenører. Men det skal ikke forhindre os i at diskutere, om danske virksomheder systematisk tager underentreprenører ind for at unddrage sig ansvar for, hvad der foregår på deres byggepladser," sagde hun dengang.

Livsfarlig luksus

 

 

På Arbejdernes Internationale Kampdag, 1. maj, slår Danmarks dyreste luksushotel dørene op efter en omfattende renovering.

 

Men bag de nyrenoverede facader gemmer sig en barsk historie om farligt arbejdsmiljø i en presset branche.

 

I januar mistede en 32-årig familiefar fra Falster livet, da han styrtede ned fra toppen af d'Angleterre.

 

Avisen.dk har kortlagt forløbet. Læs hele historien her

 

Vil du hellere læse den på iPad eller tablet? Download historien som single her.