Tæt på verden: Politisk jordskælv lammer atter Haiti

26. feb 2012
Premierminister er trådt tilbage efter kun fire måneder. Haiti i håbløs tilstand. Midler til genopbygning bliver ikke udbetalt.

Premierministeren i det jordskælvsplagede Haiti er efter fire måneder trådt tilbage. Han efterlader påny den fattige caribiske nation i en tilstand, hvor donorer nægter at udbetale nødvendige milliarder til genopbygning.

Garry Conille kom til magten i oktober efter præsident Michael Martelly to gange fik afvist en regeringsleder af senatet, der er domineret af oppositionen. Nu er Martelly tilbage i sin problematiske startposition.

Conille var tidligere stabschef for USAs tidligere præsident Bill Clinton, der administrerer private og internationale nødhjælpsmidler. Han har arbejdet for FN og blev anerkendt af oppositionen.

Den absolut største politiske og praktiske opgave i Haiti er genopbygning efter jordskælv for to år siden, der dræbte over 200.000 og gjorde folkemængder hjemløse.

Politisk ustabilitet har forhindret donationer i at blive udbetalt. Af de ca. 5 milliarder dollars, som det internationale samfund har doneret, er kun halvdelen udbetalt, anslår Associated Press. En halv million haitianere bor stadig i teltlejre under kummerlige forhold.

Problemer

Der har været forskellige stridigheder mellem præsidenten og premierministeren. I en tv-tale om den lidt overraskende tilbagetræden sagde præsidenten fredag, at alt var ok mellem dem. Ikke et ord sagde han om en potentiel afløser.

The Wall Street Journal og Miami herald mener, at Martelly har presset Conille til at gå.

Nogle af konflikterne drejer sig om genopbygningsmidler til knap to milliarder kroner for genopbygningsarbejde. Conille har indledt en undersøgelse af kontrakter tildelt dominikanske firmaer uden forudgående licitation.

I henhold til Reuters har der været gnidninger mellem Garry Conille og alle andre og undersøgelsen af de omtalte kontrakter har fået sindene i kog.

Vis dit pas

En anden konflikt, der hærger Haiti er senatets krav om at se dokumentation for, at præsidenten og højtstående medlemmer af hans regering ikke besidder dobbelt statsborgerskab. Det er ulovligt for topledere i henhold til grundloven.

Michael Martelly, der oprindeligt var en populær markedssanger, har boet adskillige år i USA, hvor han også havde fast ejendom. Det samme har nu tidligere premierminister Conille og flere af hans topfolk. Ingen af dem har ønsket at samarbejde med undersøgelsen.

Martelly siger utvetydigt, ”at mit pas bliver i min egen lomme.” Viser det sig, at han ejer et amerikansk pas, kan han ikke være præsident.

Konfrontation

Der er ikke sket udviklinger i Haitis politik, der tyder på, at det er blevet lettere at enes om en premierminister, der med sin regering skal tage sig af driften af landet. Således er det lagt op til endnu en konfrontation med oppositionen i parlamentet.

Fred og ro i Haiti opretholdes af en FN-styrke på 10.600 mand. Lederen af styrken udtrykker øget bekymring for landets tilstand. Han tænker mest på sikkerhedssituationen.

Befolkningen, hvoraf næsten 80 procent lever for under 10 kroner om dagen, har tilmed bekymringer om mad og sundhed. Præsident Martelly bekendtgjorde for nyligt, at halvdelen af Haitis 10 millioner indbyggere er analfabeter. Otte millioner har ikke elektricitet.

Tæt på verden

En af landets mest erfarne u-landsjournalister, Dan Larsen, skriver nyheder om de fattige lande for Avisen.dk. Danida bidrager til projektet.