Politisk hjælp til brystkræftopererede

30. okt 2010
Brystkræftramte skal ikke selv stå med regning for genoptræning

Det er for kummerligt, at flere tusinde brystkræftopererede kvinder selv hænger på regningen, når de rammes af smertefulde hævelser, som behøver den rette efterbehandling.

Det mener Dansk Folkeparti, der ønsker sygdommen sekundær lymfødem på diagnoselisten, der giver ret til vederlagsfri genoptræning.

"Det her er vigtigt. Vi er meget positive i forhold til at kigge på, om patienterne kan få vederlagsfri fysioterapi, hvis der er økonomi til at give dem det," siger sundhedsordfører Liselott Blixt

Hun vil nu gå i dialog med sundhedsminister Bertel Haarder(V) om problematikken.

Hver fjerde danske kvinde får efter endt brystkræftbehandling invaliderende hævelser, der ødelægger deres liv.

Det drejer sig, ifølge Dansk Lymfødem Forening, om cirka 20.000 personer, der selv betaler op mod 50.000 kroner for behandling.

>> Læs også: Kræftsyge betaler kassen for efterbehandling

Venstre kender ikke sygdommen

Liselott Blixt har tidligere informeret sundhedsminister Bertel Haarder (V) om problemet, ligesom en del vrede kvinder har sendt mails til sundhedsministeriet for at få svar på, hvorfor de ikke kan få vederlagsfri fysioterapi.

Men det kender Venstres sundhedsordfører, Birgitte Josefsen, ikke noget til.

"Jeg kan ikke svare på, om der kommer en ny revidering af de grupper, som giver adgang til vederlagsfri fysioterapi, for jeg kender ikke sygdommen. Men de, der har behov for behandling skal også have behandling," siger Birgitte Josefsen.

>> Læs også: Lisbet tvunget til strækøvelser hvert kvarter

SF vil hjælpe

Sundhedsordfører for SF, Jonas Dahl, kræver også, at man nu kigger på problemet.

"Der er en skævhed i det her og andre sygdomme, der kræver genoptræning og efterbehandling. Det skal vi tage fat på nu," siger Jonas Dahl.

Trods intentionerne har det måske lange udsigter.

Sundhedsminister Bertel Haarder (V) ønsker ikke at medvirke i et interview, men har sendt svaret på en tidligere henvendelse om problemet. Heri skriver han, at der på nuværende tidspunkt ikke er planer om at udvide gruppen af patienter, der kan modtage vederlagsfri fysioterapi.

Arrogant holdning

"Det er en arrogant holdning at have. Vi har jo tidligere set, hvordan sundhedsministeriet ikke har kendskab nok til, hvad den her sygdom betyder," siger siger Nannette Benjaminsen, formand for Dansk Lymfødem Forening. Hun har tidligere sendt breve til Sundhedsministeriet uden at få svar.

 

 

Sekundær Lymfødem

Lymfødem er en kronisk lidelse, der inddeles i to hovedgrupper. De primære og de sekundære.

De primære grupper er godkendt til gratis fysioterapi, mens patienter med de sekundære selv må betale. Det på trods af, at der er tale om den samme sygdom.

Sygdommen opstår, fordi dele af lymfesystemet går i stykker.

Lidelsen viser sig som vedvarende hævelser, især i arme og i ben.

Sygdommen er smertefuld og medfører mange gener resten af livet.

25 procent af alle kvinder, der gennemgår brystkræftbehandling får som følge af det, sekundær lymfødem.

Kilder: Dansk Lymfødem Forening og Kræftens Bekæmpelse.