Socialdemokratiet, Enhedslisten, SF og Radikale Venstre ser gerne, at der udbetales ligeløn på landsholdene. (Arkivfoto) Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Politisk flertal: Der skal ligeløn på fodboldlandshold

9. sep 2020, 13:23
Et politisk flertal bestående af Socialdemokratiet, Enhedslisten, SF og Radikale Venstre vil have, at herre- og kvindelandsholdene bliver kompenseret lige, for at spille på de danske fodboldlandshold.

Når man spiller på det danske fodboldlandshold, så skal man kompenseres lige, uanset om man er kvinde eller mand. Det mener ligestillingsordfører hos Socialdemokratiet Lars Aslan Rasmussen.

- Jeg synes det er enormt vigtigt med ligeløn og vise, at alle er lige meget værd – specielt når det handler om at repræsentere Danmark, siger Lars Aslan Rasmussen til Radio4.

LÆS OGSÅ: Ny bog: Medarbejderne har mistet indflydelse på danske arbejdspladser

Det er DBU, som betaler fodboldspillerne i forhold til de aftaler, som er indgået mellem Spillerforeningen og DBU, på henholdsvis herre- og kvindelandsholdet.

Aftalerne indeholder flere forskelle blandt andet udtagelsesbonusser, stipendier og resultatbonusser.

Det mest sammenlignelige punkt i aftalerne er den betaling, den enkelte spiller får for hver solgt billet. Her modtager kvinderne 50 øre per solgte billet. Mændene modtager 1 krone og 12 øre per solgte billet.

I lyset af de to aftaler mener Lars Aslan Rasmussen, at det bør være helt naturligt, at indføre lige betaling på landsholdene.

- For mig ser det mærkværdigt ud, når der generelt er et problem med ligeløn i Danmark. Jeg synes det ville være et godt signal at sende, at mænd og kvinder bliver betalt det samme på landsholdene, siger han til Radio4.

Fodbolddirektør i DBU, Peter Møller, afviser ikke at kigge på aftalerne og indføre en mere lige betaling, men det skal være op til spillerne:

- Hvis Spillerforeningen vil være med til det, så vil vi i DBU gerne kigge på det, men vi har jo lige forhandlet en ny og rigtig god aftale for kvinderne, forklarer Peter Møller til Radio4.

Den nuværende kvindeaftale løber frem til 2025 og giver mulighed for at udtage flere spillere og øge brugen af videoanalytikere. Aftalen er desuden ikke så resultatorienteret, som herrernes aftale er.

Selvom debatten handler om betalinger og værdi, så mener fodbolddirektør Peter Møller også, at det handler om æren i at blive udtaget til landsholdet.

- Landsholdet er et tilbud hvis du er god nok, og hvis du har lyst til at repræsentere dit land. Landsholdet handler om ære, siger Peter Møller til Radio4.

Det seneste land til at indføre ligeløn på fodboldslandsholdene er Brasilien. Også Holland, Norge, Island, Finland, New Zealand og Australien har indført ligeløn for deres landshold.