Politisk flertal: Stop polske fuskere

3. sep 2009
Millionsvindel hos polske firmaer fører til krav om strammere regler for udenlandske firmaer i Danmark. Firmaerne skal ikke længere kunne flygte fra at betale løn til medarbejderne.

Polske firmaer skal fremover ikke bare kunne undlade at betale de millionbøder, de får i Danmark, når de snyder deres ansatte for løn.

Det mener et flertal af partierne på Christiansborg. Dansk Folkeparti, Enhedslisten, SF og Socialdemokraterne er parate til at vedtage strammere regler for udenlandske firmaer.

”Det er en fuldstændig uacceptabel situation”, siger Socialdemokraternes arbejdsmarkedsordfører Torben Hansen.

Det sker efter, at Avisen.dk har afsløret, at 20 polske firmaer er blevet dømt kæmpebøder i den danske arbejdsret - men at ikke en eneste af dem har betalt en krone, siden den første dom faldt i 2006.

”De har ikke noget at gøre her i landet, når de ikke vil rette ind efter loven,” siger SF’s erhvervsordfører Karsten Hønge.

Systematisk snyd

Oppositionen ønsker at sætte en stopper for det systematiske snyd ved at pålægge udenlandske firmaer at stille med en kontant garanti for at få lov til at arbejde i landet. På den måde sikrer man, at der er penge til løn til de polske ansatte.

Det vil især gælde byggefirmaer, som oftest bliver taget i at snyde sine ansatte.

Det forslag er Bent Bøgsted fra Dansk Folkeparti åben for:

”Vi vil gerne se på, om man kan stille krav til underentreprenører om, at de skal stille en garanti for at få lov at arbejde i Danmark”.

Men regeringspartiet Venstre er ikke med på at stille krav til de danske entreprenører og udenlandske underentreprenører, fordi det enten vil stride imod EU-lovgivning eller være en for tung byrde for de danske byggefirmaer, mener arbejdsmarkedsordfører Jens Vibjerg (V).

Går efter bred aftale

Derfor vil Socialdemokraterne forsøge at rejse et flertal uden om regeringen sammen med Dansk Folkeparti.

”Vi går efter en bred aftale, men kan vi ikke få det, så må vi tage det flertal, vi kan få,” siger Torben Hansen (S), der forventer at have et lovforslag klar, inden året er omme.

faktaboks

Da Polen blev medlem af EU, fik polske firmaer ret til at udføre arbejde i Danmark.

Det kræver, at firmaerne arbejder efter danske regler og anerkender det danske retssystem.

Men siden har intet polsk firma betalt en eneste krone af de 20 bøder, de har fået i arbejdsretten.

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra A4 Nu her