Politioprør breder sig: Nyt forbund på tale

24. feb 2010
En gruppe betjente er så utilfredse med Politiforbundet, at de overvejer at skifte fagforening

Presset på Politiforbundet vokser, efter at en gruppe betjente fra Københavns Vestegn er så utilfredse med Politiforbundets håndtering af arbejdsbetingelserne under COP15-klimatopmødet, at de overvejer at skifte fagforening.

"Vi har længe overvejet af skifte fagforening og lave en kollektiv udmeldelse," siger en politibetjent fra Vestegnen til Avisen.dk.

Betjenten ønsker af hensyn til sin karriere at være anonym, men oplyser, at der er en gruppe på 10-15 betjente bag.

Som Avisen.dk har afsløret, er et oprør på vej inden for Politiforbundets egne rækker. I morges stod en gruppe betjente fra Station City i København frem og opfordrede formand Peter Ibsen til at gå af.

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra A4 Nu her

Og her er gruppen fra Vestegnen så helt på bølgelængde. Ligesom kollegerne på Station City måtte de under COP15 gå på gaden 12 timer i træk uden pause, 15 dage i streg. Derudover skiftede mødetiderne fra den ene dag til den anden, selv om aftalen lagde op til faste arbejdstider.

Aftale under al kritik

Betjentene fra Vestegnen mener, at lønaftalen for COP15, som Politiforbundet har forhandlet igennem med Rigspolitiet, er under al kritik. Deres kritk mod formand Peter Ibsen er hård:

"Han har jo indgået en aftale, som på ingen måde taler til vores fordel. Som udgangspunkt skal han tale vores sag, men han har lavet en aftale, som gør det stik modsatte," siger betjenten.

Politibetjenten uddyber, at aftalen er så løst forhandlet, at det har givet Rigspolitiet og de lokale politiledelser mulighed for at gradbøje paragrafferne.

Politibetjenten fortæller desuden, at stemningen blandt betjentene på Vestegnen har været dårlig lige siden COP15, så de har løbende holdt interne møder for at få lettet utilfredsheden.

Nu skal der så trækkes en streg i sandet og skiftes ud i forbundet, mener betjenten:

"Vi bakker 100 procent op om det synspunkt, at Peter Ibsen må træde af," siger politibetjenten på vegne af kollegerne på Vestegnen og fortsætter:

"I bund og grund handler det om, at vi ikke føler, at Peter Ibsen bakker os op. Vi har ikke tillid til ham længere."

Kritik gør indtryk på Ibsen

Peter Ibsen mener, at det er helt i orden at kritisere aftalen, men han understreger, at det ikke er Politiforbundet, men de lokale ledelser, der har overtrådt COP15-aftalen.
”Og så synes jeg, at vi skulle tage at stå sammen mod ledelsen i stedet for at modarbejde hinanden,” siger Peter Ibsen.

Hvor meget kritik kan du tåle endnu?
”Det ved jeg ikke. Det har jeg ikke gjort op. Og det er ikke noget, jeg vil delagtiggøre pressen i.

Har du en smertetærskel?
”Det har alle mennesker, så det har jeg selvfølgelig også.”

Hvorfor tror du, at kritikken er så personlig og ikke møntet på Politiforbundet generelt?
”Det har jeg ingen idé om.”