Politikere vil beskytte sladrehanke

23. mar 2011
FOA og FTF vil sikre lønmodtagere mod fyringer, når de kritiserer ledelsen. DF, S og De Radikale er klar til lovændringer, der beskytter de værste sladrehanke

Offentligt ansatte tør ikke sige kritikken højt, når det gælder arbejdsforhold og chefer. De er bange for at blive fyret, lyder det fra forbundene FTF og FOA, der ønsker en lovændring.

"Vi bliver nødt til at skrive ind i lovgivningen, at man ikke må sanktionere det, vi kalder offentligt ansattes lovlige ytringer. Selv om det er grundlovssikret, så oplever vi jo, at nogen får sanktioner og bliver kaldt til kammeratlige samtaler. Det er nødvendigt at præcisere loven endnu mere," siger Bente Sorgenfrey, der er formand i hovedorganisationen FTF.

Omvendt bevisførelse

Også hos FOA's medlemmer lægger man for ofte bånd på sig selv, når man oplever svigt og ulovligheder på jobbet.

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra A4 Nu her

"Vi skal have en lovændring, så det bliver ligesom med gravide frisører. Der træder den omvendte bevisførelse i kraft. På den måde vil man kunne styrke mulighederne for at kunne ytre sig uden at være bange for en fyring," siger Dennis Kristensen.

Radikale Venstre er nu klar til at ændre lovgivningen, så sladrehanke og kritikere beskyttes mod fyringer.

"Vi har en forpligtigelse til at beskytte offentligt ansatte. Jeg vil ikke afvise at skærpe forvaltningsloven. Jeg er meget åben og lydhør over for at tage en åben diskussion, og dermed finde ud af, hvor det vil være bedst at sætte ind," siger arbejdsmarkedsordfører for Radikale Venstre, Morten Østergaard.

Bent Bøgsted, der er arbejdsmarkedsordfører i Dansk Folkeparti, bakker også en lovændring op.

"Vi går klart ind for ytringsfriheden, og vi er også klar til at se på lovgivningen, for det skal være sådan, at ansatte kan sige, hvad de vil, uden det efterfølgende skader dem," siger Bent Bøgsted.

A: Giv os en whistleblower

Hos Socialdemokraterne vil man styrke de såkaldte whistleblower-ordninger med kontaktpersoner, hvor medarbejderne anonymt kan få afløb for brok og vidergive vigtige kritiske pointer, der ellers ville være gået tabt i tavshed.

"Jeg er stor tilhænger af whistleblower-ordninger, som er en erklæret del af vores politik. De kan være med til at løse det her," siger Rasmus Prehn, der er kommunalordfører i Socialdemokratiet.