Da den nu afdøde Venstre-politiker René Kauland var blevet varetægtsfængslet fik han bevilget lønnet orlov fra byrådet i Greve Kommune. Foto: PR

Politiker sigtet for drabsforsøg: Fik orlov med løn i spjældet

30. okt 2019, 14:46
Byråd bevilgede Venstre-politiker orlov, efter han var blevet varetægtsfængslet for drabsforsøg mod sin ekskæreste.

Pia Kjærsgaard (DF) og Rosa Lund (EL) står måbende overfor, at byrådspolitikeren René Kauland (V) kunne få betalt orlov i tre måneder, da han blev varetægtsfængslet for drabsforsøg mod sin ekskæreste.

LÆS OGSÅ: V-politiker går konkurs med stor skattegæld

Til Ekstra Bladet kalder de det begge "absurd", og Pia Kjærgaard siger blandt andet, at "Der kommer til at ligge et pres på lokalpolitikerne om, at den slags kan man ikke blive ved med".

Det var René Kaulands politiker-kolleger i Greve Kommune, som godkendte hans ansøgning, som blev afsendt dagen efter han i maj sidste år blev varetægtsfængslet, skriver Ekstra Bladet.

Byrådet vendte tommelfingeren op for ansøgningen, og gav dermed grønt lys for 25.000 kroner om måneden før skat.

Ifølge referatet fra byrådsmødet, hvor René Kaulands orlov blev bevilget, står der blandt andet, at "Begrundelsen for ansøgning om orlov er Byrådet orienteret om i et fortroligt bilag".

LÆS OGSÅ: Lise Nørgaard i dyb sorg: "Det er frygteligt"

Døde i sin celle

Sagen endte tragisk, da René Kauland få timer før sagen skulle for retten i Roskilde i marts blev fundet død i sin celle i Slagelse Arrest.

Ifølge anklageskriftet var 41-årige René Kauland trængt ind i sit ekskærestes hus og havde tævet løs på hende med et slagvåben. Også ekskærestens datter blev slået i ansigtet med våbnet. Under indtrængningen var René Kauland ifølge anklageskriftet maskeret.

René Kauland nægtede sig skyldig i anklagerne.

Efter det retslægelige ligsyn oplyste politikommissær Mads Justesen fra politiet i Næstved til Ekstra Bladet, at der ikke var fundet noget mistænkeligt ved dødsfaldet, og der var intet, der tydede på, at en forbrydelse havde fundet sted.

- Selve dødsmåden og dødsårsagen udtaler vi os ikke om, sagde Mads Justesen til avisen.

LÆS OGSÅ: Christian Stadil går konkurs: Gigantisk underskud