20171009-125720-L-1920x1277we
Op til forhandlingerne har Politiforbundet efterlyst en nettotilgang på 3000 politifolk over ti år. (Arkivfoto) Foto: Scanpix Danmark Stf/Ritzau Scanpix

Politiforbund: Ekstra betjente er langtfra nok

16. dec 2020, 06:19
Politiforbundet glæder sig over at få 450 nye kolleger, men havde efterlyst 3000 over ti år.

I Politiforbundet glæder man sig over, at politiforliget, der blev indgået tirsdag aften, betyder 450 ekstra politifolk, hvilket er 150 flere end i regeringens oprindelige udspil.

Men man er ikke tilfreds.

- 450 politifolk over tre år er et vigtigt skridt i den rigtige retning, men langtfra nok, siger Claus Hartmann, der er næstformand i Politiforbundet, på forbundets hjemmeside.

Op til forhandlingerne har Politiforbundet efterlyst en nettotilgang på 3000 politifolk over ti år.

Selv om man i Politiforbundet vil sætte sig ordentligt ind i aftalen, før man kommer med en endelig vurdering af resultatet, kan næstformanden umiddelbart se både gode og knap så gode ting i aftalen.

Næstformanden finder "glædelige takter i forhold til nærhed og forståelse af politiets rolle lokalt".

- Men der er ved første øjekast også tilsat stram regulering, og ikke de vigtige politifaglige skøn, som vi har efterlyst, udtaler Claus Hartmann.

- Men igen, vi skal gå det efter i detaljer, før vi endeligt forholder os til resultatet og konsekvenserne.

Politiforbundets daglige politiske ledelse mødes onsdag for at gennemgå aftalen.

/ritzau/