Politiet skal hjælpe slavehåndværkere

14. jan 2011
Enhedslisten kræver et øget fokus på østarbejdere, der er ofre for menneskehandel.

Enhedslisten kræver i kølvandet på Avisen.dk's afsløringer af, hvordan østarbejdere får tæsk og bliver truet i byggebranchen nu, at der bliver nedsat en arbejdsgruppe med henblik på at uddanne Arbejdstilsynet og politi til at tage sig af østarbejdere, der er ofre for menneskehandel.

"Der er slet ingen tvivl om, at østarbejderne er ofre for menneskehandel. Hidtil har der kun været fokus på de prostituerede, men menneskehandel på arbejdsmarkedet breder sig mere og mere," siger Line Barfod (E).

Hun uddyber, at det drejer sig om en kæmpe gruppe af østarbejdere, der er ofre for vold og tvunget ind i en spiral, hvor de ikke kan sige fra.

Efter Avisen.dk's artikel om polakker, ansat af Fitness Worlds underleverandører, har Line Barfoed nu kontaktet både justitsminister Brian Mikkelsen (C) og beskæftigelsesminister Inger Støjberg (V) og bedt dem om at kommentere, hvad de gør for at få uddannet politi og arbejdstilsyn til at identificere ofre for menneskehandel på arbejdsmarkedet.

"Arbejdstilsynet er overhovedet ikke klædt på til at håndtere det. De skal have nogle tjeklister ligesom vi kender det fra prostitution, sådan så de får nogle procedure til at genkende menneskehandel i de brancher, hvor vi ved, det kan forekomme," siger Line Barfod.

Det drejer sig ikke kun om byggebranchen, men også brancher som landbruget.

Line Barfod er også formand for en arbejdsgruppe mod menneskehandel under Østersøforsamlingen, hvor der sidder parlamentarikere fra landene rundt om Østersøen.