Arkivfoto. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Politiet stopper jysk begivenhed

4. maj, 17:54
Der var blot afviklet et løb i Aalborg, da politiet satte en stopper for hestevæddeløbet i Nordjylland.

Et påbud fra Rigspolitiet har sat en stopper for løbene på Racing Arena Aalborg umiddelbart efter afviklingen af mandagens 1. løb.

Det skriver Dansk Hestevæddeløb på sin hjemmeside.

- Rigspolitiet anvender som argumentation, at en væddeløbsdag betragtes som et arrangement, da det annonceres. Dermed mener man, det omfattes af det generelle forbud mod at samles mere end 10 personer, lyder det på hjemmesiden www.danskhv.dk.

Til B.T. fortæller banechef i Aalborg Lars Hellerup, at man var gået i gang med løbsdagen omkring klokken 15.30, da Dansk Travsports Centralforbund (DTC) af en jurist blev gjort opmærksom på, at der var kommet en mail fra Rigspolitiet, hvori det blev konkluderet, at der ikke måtte køres løb, fordi der er tale om et arrangement.

- Umiddelbart efter, at vores jurist har ringet, kommer politiet. Rigspolitiet har nok bedt Nordjyllands Politi om at køre herud og håndhæve mailen. Så er vi jo nødt til at lukke ned på den baggrund, siger Lars Hellerup til B.T.

Der er ellers blevet afviklet flere løbsdage på banen i de seneste to uger. 20. april gik man i luften ovenpå coronapausen med et sæt retningslinjer, der omfattede, at der blev kørt uden tilskuere, og som indeholdt en lang række restriktioner for de deltagende.

Søndag satte politiet også en stopper for løb på Charlottenlund Travbane samt på Fyn.

/ritzau/