Politiet knuste min drengedrøm

4. maj 2011
Pressede arbejdsforhold fik Jonas til at forlade politiet. Opgaver uden mening og masser af overarbejde tog livet af drengedrømmen, lyder hans forklaring.

Lige siden gymnasiet har 32-årige Jonas vidst, at han ville ind i politiet. Køre stærkt og jagte forbrydere. Snakke med narkomanerne og berolige de ulykkelige mennesker involveret i et færdselsuheld.

Men i dag er hans brede skuldre og tætklippede hovedbund det eneste, der vidner om hans syv år i politiet i København.

Jonas husker ellers stadig den oktoberdag i 2003, da han kom hjem fra ferie med kæresten og fandt brevet fra politiskolen på gulvet i entreen.

"Det var det vildeste! Det var en drøm, der blev til virkelighed", siger Jonas.

Men i januar i år fik han nok og sagde farvel til korpset. For i kølvandet på politireformen i 2007 var dagens ret håbløse opgaver, masser af overarbejde og alt for stressende arbejdsforhold.

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra A4 Nu her

Overfladisk efterforskning
"Vi fik flere og flere arbejdsopgaver. Det føltes som at slukke ildebrande," forklarer han.

"Man løj ikke for folk, men efterforskningen kunne blive meget overfladisk," siger han eftertænksomt og slår øjnene ned.

Flere af hans ældre kolleger begynder at søge væk, netop som Jonas bliver uddannet - til andre afdelinger eller helt ud af uniformen. Det betød, at Jonas for det meste kørte patrulje sammen med andre unge og helt uerfarne betjente. Efter tre år er han den ældste på vagtholdet.

"Hvis folk vidste, hvor unge de patruljerende betjente i København er," siger Jonas og gyser ved tanken om manglen på erfaring.

"Uerfarne betjente laver flere fejl. Det kan ikke være anderledes. Nogle gange koster det, at man ikke får opklaret en forbrydelse. Andre gange er det en fredelig situation, der spidser til," siger han med et alvorligt blik, der brænder sig fast.

Samtidig sløjfes det, der kaldes fri patrulje.

"I stedet for at have muligheden for at standse en mistænkelig bil og finde en bandes våbenlager i bagagerummet, blev vi sat til at parere ordrer formuleret bag et skrivebord. Det har intet med virkelighedens patruljering at gøre," siger Jonas harm og slår ud med armene.

Opgaverne bliver mere og mere håbløse. Og ledelsen glimrer ved sit fravær, når betjentene prøver at forklare hvor dumt, deres arbejde føles.

"For eksempel skulle jeg bruge en time på terror om dagen – selv om det havde været bedre at stoppe spritbilister på vej hjem fra Fælledparken," forklarer han.

Presset blev for meget
Udmattelsen og en altædende følelse af håbløshed sniger sig langsomt ind under huden på Jonas. Han kan ikke se meningen med det arbejde, han bliver sat til.

Derfor har Jonas i dag pakket drengedrømmen ned og forladt politikorpset i protest over de utilfredsstillende arbejdsforhold. 

For i en hovedstad med fodboldkampe, bandekrig, et ungdomshus i oprør og rydningen af Christiania oplevede han tit, at han blev kaldt ind på en fridag, og hans ønsker om afspadsering afvist med en check.

Og det blev efter kun tre år for meget for den unge betjent. Hver morgen ledsages af et dybt suk og uniformen strammer i halsen.

"Til sidst tog jeg ikke telefonen, når den ringede fra hemmeligt nummer," forklarer Jonas.

I stedet er han nu ved at uddanne sig til flyveleder og har pendlet til skolen i Sverige siden januar 2010.

Han nyder nemlig stadig at have ansvar, tage hurtige beslutninger og arbejde under pres. Men kampen mod de pressede arbejdsforhold vandt han aldrig.

"Jeg savner sammenholdet med kollegerne og det meningsfulde arbejde i politiet. Det var sgu fedt at føle, man gjorde en forskel," forklarer Jonas og smager på tanken om at vende tilbage.

"Men det er kun indtil jeg snakker med de gamle kammerater. For jeg kan høre på deres brok, at der skal jeg bare ikke tilbage til."


Jonas er ikke den forhenværende betjents rigtige navn. Han ønsker at være anonym, da han er bange for, hans udtalelser kan skade hans karriere, hvis han senere vender tilbage til korpset.