Telefonerne begyndte at ringe hos Østjyllands Politi i nat, hvor en høj og bankende lyd kunne høres i store dele af Aarhus. Omkring 20 borgere ringede til politiet på grund af larmen, der begyndte omkring midnatstid og fortsatte til ved tre-tiden.

Århus Stiftstidende skriver, at de mange henvendelser fik politiet til at køre ned på havnen, der for tiden lægger asfalt til et byggeri af en ny færgeterminal.

- Vi kørte derned og fik kontakt til en repræsentant for den entreprenør, der står for det. De sagde, at de havde fået tilladelse til at pilotere om natten, fordi de ikke kan gøre det om dagen på grund af Molslinjen, siger Janni Lundager fra Østjyllands Politi til Århus Stiftstidende.

Hos Aarhus Kommune bekræfter man, at der var givet en tilladelse til, at der måtte bankes pæle i jorden midt om natten.

- Det kom helt bag på os, at det larmede så meget, siger afdelingschef Anders Maltha Rasmussen, der forklarer, at det nu er slut med pilotering om natten.