Foto: Greg Bowker/AFP/Ritzau Scanpix

To betjente skudt: Menneskejagt i gang i New Zealand

19. jun 2020, 07:29
Skoler i det vestlige Auckland er blevet bedt om at gå i lockdown, efter at en person har skudt to betjente.

En stor menneskejagt er i gang i New Zealand, efter at en person fredag formiddag lokal tid skød to politibetjente.

Den ene betjent døde af sine kvæstelser, mens den anden er alvorligt såret.

Det fortæller politikommissær Andrew Coster på et pressemøde fredag eftermiddag lokal tid.

- Dette er en chokerende situation. Det er den værste besked, politiet og ofrenes familier kan få, siger han ifølge nyhedsbureauet dpa.

Skuddene blev affyret under en rutinemæssig trafikkontrol i Massey i det vestlige Auckland omkring klokken 10.30 lokal tid.

Under flugten fra gerningsstedet blev en civil person desuden ramt af den mistænktes bil. Denne person er indlagt på hospitalet med mindre skader.

Ifølge Andrew Coster bar de to politibetjente, der blev skudt mod, ikke skydevåben.

Politiet mener, at der var to personer i den bil, der blev skudt fra, men kun ét skydevåben, som politikommissæren beskriver som "et skydevåben med et langt geværløb".

Politiet er fortsat massivt til stede i området, hvor betjente leder efter den mistænkte.

Skoler i området er blevet bedt om at gå i lockdown.

Skyderier sker forholdsvis sjældent i New Zealand, hvor våbenlovgivningen er blevet strammet to gange, efter at en gerningsmand skød og dræbte 51 muslimer i et angreb mod to moskéer i Christchurch sidste år.

Så sent som torsdag vedtog landets politikere en ny lov, der skal sikre et nyt register, som licensindehavere skal opdatere, når de køber eller sælger skydevåben.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

/ritzau/