20160906-161618-3-1920x1281we
Foto: Niels Ahlmann Olesen/Ritzau Scanpix

Politiet indfører opholdsforbud i populær park

10. sep 2020, 08:26
Stigende smitte med coronavirus får politiet til at indføre midlertidigt opholdsforbud i Nørrebroparken.

I løbet af sommeren har Nørrebroparken i København tiltrukket især mange unge, som blandt andet har brugt parken til at holde fest.

Men muligheden for at mødes i parken indskrænkes væsentligt den kommende tid, da Københavns Politi har valgt at indføre et midlertidigt opholdsforbud i dele af Nørrebroparken resten af ugen.

Det skriver politiet i en pressemeddelelse.

Forbuddet indføres for at hindre smitte med coronavirus i København, hvor især flere unge den seneste tid er konstateret smittet.

Det fortæller politidirektør Anne Tønnes.

- I lyset af at smittetallet desværre er gået markant i den forkerte retning, og der er indført stramme restriktioner for så vidt angår forsamlinger, har vi taget konsekvensen af det og indført et midlertidigt opholdsforbud.

- Vi har netop over tid set, at mange mennesker stimler sammen i Nørrebroparken, siger Anne Tønnes til Ritzau.

Opholdsforbuddet gælder indtil videre torsdag aften og natten til fredag, fredag aften og natten til lørdag samt lørdag aften og natten til søndag.

De tre dage gælder forbuddet fra klokken 18 til 06.

Man må gerne gå, cykle og løbe i hele Nørrebroparken, men man må ikke tage ophold - eksempelvis sætte sig ned - i forbudszonen.

Bryder man opholdsforbuddet, kan det udløse en bøde på 2500 kroner.

- Vi vil selvfølgelig hele tiden være i dialog med borgerne, og der vil være skilte, der viser, hvor opholdsforbuddet gælder, siger Anne Tønnes.

Det er ikke kun Nørrebroparken, som har politiets bevågenhed. Generelt vil betjente være markant til stede i hovedstaden i weekenden.

- Vi har valgt at sætte markant ind med patruljer i nattelivet torsdag, fredag og lørdag. Det er for at sikre, at beværtningerne lukker klokken 24, og for at sikre, at festerne ikke flytter ud i parker og på gader, når beværtningerne lukker ved midnat, siger politidirektøren.

Mandag blev regler og retningslinjer skærpet i 18 kommuner på grund af stigende smitte med coronavirus. Det drejer sig om Odense Kommune og 17 kommuner i hovedstadsområdet.

I de pågældende kommuner skal beværtninger lukke til midnat, ligesom forsamlingsforbuddet er sænket fra 100 til 50. I resten af landet må barer og værtshuse holde åbent indtil klokken 02.

Københavns Politi justerer desuden listen over såkaldte advarselszoner. Det er områder, politiet holder ekstra øje med.

Det drejer sig om Kongens Have, dele af fælledparken, Islands Brygge, Dronning Louises Bro og området ved Sandkaj og Göteborg Plads.

Områderne Amager Strandpark, Kastrup Strandpark (Sneglen) og midterrabatten på Sønder Boulevard er ikke længere advarselszoner.

/ritzau/