Politiet hyrede firma, der brød loven

14. feb 2010
Et firma, som politiet og flere fagforeninger har hyret, har løjet sig til at være godkendt af Arbejdstilsynet.

At købe rådgivning i arbejdsmiljø hos firmaet Workcompany er den "nemmeste vej til overholdelse af lovgivningen".

Sådan skriver Workcompany på sit website, hvor det også fremgår, at man er stolt over at rangere blandt de hurtigst voksende virksomheder i Danmark.

Politi og fagforeninger

Men virksomheden, som blandt andet har politiet samt fagforeningerne Krifa og FOA på kundelisten, har selv haft problemer med at overholde lovgivningen.

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra A4 Nu her

"De har smykket sig med lånte fjer. De har i deres markedsføring sagt, at de havde en autorisation fra Arbejdstilsynet uden at have det," siger, Charlotte Windahl, specialkonsulent hos Forbrugerombudsmanden.

Brød markedsføringsloven

Workcompany havde altså ikke, som det blev påstået, myndighedernes godkendelse til at rådgive i arbejdsmiljø. Forbrugerombudsmanden slår derfor fast, at firmaet har brudt markedsføringslovens paragraf 3, der handler om vildledning.

"Vi fik en henvendelse fra Arbejdstilsynet, som klagede over, at Workcompany i en periode havde reklameret med at være autoriseret," fortæller Charlotte Windahl.

Reprimande

Forbrugerombudsmanden gav på den baggrund selskabet en reprimande.

"Vi har nu rettet det," oplyser Dennis Zimakoss, direktør i Workcompany.

Han tilføjer, at et søsterselskab til Workcompany, AA Danmark, er autoriseret af Arbejdstilsynet.

"Medarbejdere fra AA Danmark arbejder også i Workcompany, men vi skal blive bedre til at forklare vore kunder, at det er AA-Danmark, der er autoriseret," lover Dennis Zimakoss.