Rigspolitiet advarer om bøder på op til 40.000 kroner til barejere, hvis nye regler om åbningstider brydes (Arkivfoto). Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix

Politiet holder øje: Bøde på op til 40.000 hvis barejere bryder regler

21. aug, 18:32
Rigspolitiet advarer om bøder på op til 40.000 kroner til barejere, hvis nye regler om åbningstider brydes.

Når bargæster fredag aften skal fejre, at weekenden er i gang, må hyggen fortsætte lidt længere end forrige weekend.

Siden natten til torsdag har det været muligt for barer og værtshuse at holde åbent til klokken 02, forudsat at stedet ikke lukker nye gæster ind efter klokken 23.

Og fredag bliver altså første weekendaften med de nye regler. Dog skal barer, restauranter og værtshuse stadig lukke ved midnat i Aarhus og Silkeborg på grund af coronasituationen i kommunerne.

Landet rundt vil politiet være til stede i nattelivet for at tjekke, om de nye regler overholdes. Det oplyser flere politikredse i pressemeddelelser.

- Det er vigtigt at understrege, at det er serveringsstedernes ansvar at overholde de nye regler.

- Vi vil fortsat være til stede i nattelivet for at holde øje med, om det sker og for at sikre ro og orden, siger Anne Tønnes, politidirektør i Københavns Politi.

Også på Fyn holdes der et vågent øge i nattelivet fredag aften.

- Vi er selvfølgelig til stede i bylivet for at sikre, at reglerne bliver fulgt, men vi forventer også, at restauratørerne og gæsterne tager de nye regler alvorligt og følger dem, lyder det fra politidirektør Arne Gram på Fyn.

Med de nye regler må restaurationerne ikke lukke nye gæster ind efter klokken 23, hvis de vil holde åbent til klokken 02. Men stederne kan også vælge at lukke gæster ind efter 23. I så fald skal de lukke ned senest midnat.

Rigspolitiet advarer om, at det kan udløse bøder på op til 40.000 kroner til ejeren af en restauration, hvis politiet konstaterer, at der holdes åbent efter midnat, selv om der er lukket nye gæster ind efter klokken 23.

Til de rygetrængende forsikrer Rigspolitiet dog om, at det fortsat vil være muligt at gå ud på gaden for at ryge og så vende tilbage.

- Men går man for langt væk fra stedet og eventuelt besøger andre steder, så vil man blive betragtet som ny gæst på stedet, advarer politiet.

Åbningstiderne for restaurationer har været strammet på grund af risikoen for smittespredning med covid-19.

Diskoteker og natklubber skal stadig holde lukket.

/ritzau/