2. december sidste år var op mod 300 mennesker forsamlet ved Lundtoftegade, hvor det endte med, at et omstridt stillads blev væltet. Nu har politiet rejst sigtelse mod en person for hærværk. (Arkivfoto) Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix

Mand sigtet for at vælte stillads

11. jun 2020, 18:40
Uro ved byggeplads i Lundtoftegade i København førte til, at stillads blev væltet.

Et halvt år efter en arbejdskonflikt i København, hvor et stillads blev revet ned, har politiet rejst en sigtelse om hærværk.

En 53-årig mand er torsdag blevet sigtet for groft hærværk. Han er blevet løsladt efter endt afhøring, oplyser Københavns Politi.

Det var i begyndelsen af december sidste år, at situationen på en byggeplads på Lundtoftegade spidsede til.

En stor gruppe stilladsarbejdere protesterede over, at et stillads ifølge dem var blevet opsat ulovligt.

Uroen kulminerede, da en større menneskemængde samlede sig i Lundtoftegade, hvor stilladset blev væltet, ligesom en hvid Porsche blev smadret.

Forinden blev såvel en stilladsarbejder som en medarbejder fra Dansk El-Forbund overfaldet og tæsket, da de ville dokumentere forholdene på pladsen, har Fagbladet 3F rapporteret.

I den forbindelse blev en 31-årig mand fra Litauen anholdt og sigtet for vold.

Om hærværkssagen oplyser Københavns Politi, at efterforskningen fortsætter, og at man ikke kan udelukke flere sigtelser.

/ritzau/