Politiet finder fantasylaboratorium

12. sep 2008
Politiet har fundet et laboratorium, der fremstiller det narkotiske stof fantasy, i en lejlighed i København.

I en lejlighed på Østerbro fandt politiet i nat et hjemmelaboratorium til brug af fremstilling af stoffet GHB, bedre kendt som fantasy.

Fundet blev gjort, da politiets narko- og bevillingsgruppe foretog et eftersyn på et Københavnsk diskotek.

"Vi lavede et rutineeftersyn på A-bar i København, hvor vi visiterede gæsterne. Her fandt vi en gammeldags brun apotekerflaske på en mand omkring de 30 år. Han virkede meget nervøs," fortæller Torben Madsen, der er daglig leder af narko- og bevillingsgruppen til krimi.tv2.dk.

Efterfølgende ransagede politiet mandens lejlighed og gjorde her det usædvanlige fund.

"Vi fandt et lille laboratorium, som blev brugt til fremstillingen af GHB. Han havde fem halvliters flasker stående med færdigblandet GHB og en beholder stående med 2 liter GBL, der kan blandes til GHB," fortæller Torben Madsen.

Manden fra Østerbro vil blive sigtet efter straffelovens paragraf 191. Den er kendt som den hårde narkotikaparagraf, der kan give op til 10 års fængsel og i særlig grove tilfælde op til 16 år.

Det er første gang, at politiet finder frem til et hjemmelaboratorium og Torben Madsen glæder sig over, at have fået fat i en bagmand, der laver og sælger det farlige stof.

/Newspaq/

faktaboks
Tilmeld dig nyhedsbrevet fra A4 Nu her