Politiet er booket: Lettere at slingre hjem

13. mar 2012
Politiet må slække på blandt andet færdselssikkerheden, fordi et flertal i Folketinget ikke vil betale en ekstraregning for det danske EUformandskab.

Når økonomiminister Margrethe Vestager (R) er værtinde ved et topmøde for EUs økonomi- og finansministre sidst i marts, bliver ministrene eskorteret og bevogtet af betjente - både når de er til fagligt møde om dagen, når de er til social komsammen om aftenen, og når de sover på deres hotelværelse om natten.

Sådan har det været og vil det være på alle større møder under Danmarks seks måneder lange EU-formandskab, og det vil kunne mærkes på de danske veje året ud.

Politiet får nemlig ingen ekstra penge til at betale for mandskab, der kan tage over, når de hårdtarbejdende betjente skal afspadsere.

Det bliver med andre ord mere risikofrit at være for eksempel fartdjævel og spritbilist også på de to dage, møderne typisk varer.

"Når jeg udlåner 10-12 motorcykelbetjente til at eskortere ministre i hovedstaden, så kan de jo ikke ligge på vejene og lave fart- eller spritkontrol samtidig," forklarer Erik Mather, der er leder af færdselspolitiet i Sydsjælland og på Lolland-Falster.

Store huller i politiets net

Politiforbundets formand påpeger, at problemet også er til stede, når formandskabet er forbi.

"Når det kommer til at fange forbrydere, vil politiets net være mere grovmasket både under og efter formandskabet. Politiet får nemlig ikke en pose penge, der kan dække ekstraomkostningerne," fortæller Peter Ibsen.

Sidst en dansk statsminister var formand for EU tilbage i 2002, fik politiet 270 millioner kroner i en såkaldt særbevilling, men sådan en er der - efter politikernes mening - ikke råd til i år.

"Indsatsen i år er en anden end den for 10 år siden. Vi kørte - undskyld mig - røven ud af bukserne i 2002, fordi næsten alle møder blev afholdt på dansk jord," siger Erik Mather, der selv kørte eskorte under Danmarks seneste formandskab.

Han uddyber:

"I år afholdes mange møder i Bruxelles, så det bliver ikke lige så dyrt i for eksempel afspadsering som sidst, men det vil få konsekvenser på vejene, når der ikke følger en pose penge med den ekstra indsats. Jeg kan jo ikke lave en razzia rettet mod skibusser eller lastbiler, hvis mine folk er lånt ud eller afspadserer."

[pagebreak]

Konsekvenser for borgerne

Da alle Folketingets partier på nær Enhedslisten indgik en aftale om politiets økonomi fra 2012 til 2015, afsatte partierne blandt andet 81 millioner til Bande Task Forcen i Kalundborg årligt og 28 millioner til bygningen af en ny politistation i Holstebro.

I aftalen står der ikke et ord om politiets udfordringer under og efter EU-formandskabet.

"Hvis politiet fik flere penge, ville borgerne ikke kunne mærke forskel under og efter formandskabet, men det lader til at være ønsketænkning i en krisetid som den her," siger formanden for Politiforbundet.

Han forsætter:

"Politikerne må være klar over, at det får konsekvenser, når politiet selv skal finde ressourcerne i det eksisterende budget. Konsekvenser, der rammer borgerne, der i forvejen efterlyser synlighed fra politiets side."

Østjyske forbrydere får det lettere

I første kvartal af 2012 er det Københavns Politi, der har ansvaret for sikkerheden ved de danske EU-topmøder.

I andet kvartal er det Sydøstjyllands Politi, der skal løse opgaven, fordi mange af møderne i april, maj og juni afholdes i Horsens. Det lokale politi har allerede haft flere øvelser for at være klar, hvis der opstår voldelige demonstrationer i forbindelse med nogle af møderne.

Som på Sydsjælland erkender politiets ledelse, at den særlige EU-indsats vil forringe det daglige politiarbejde.

"Fordi vi selv skal betale regningen under det her formandskab, vil det gå ud over vores efterforskning. Nogle af efterforskerne skal være med til at sørge for sikkerheden under topmøderne, og de kan jo ikke være to steder på en gang," siger politiinspektør Benny Tollestrup fra Sydøstjyllands Politi.

Også her vil færdelssikkerheden lide under formandskabet.

"Når mine mænd eskorterer ministre fra nær og fjern, kan de ikke lave razziaer mod sprit og fart. Vi har dog tænkt os at have det samme antal patruljer, som vi har til daglig," siger politiinspektør Benny Tollestrup fra Sydøstjyllands Politi.

Hvor mange betjente, der skal på arbejde under næste topmøde, vil politiet af sikkerhedsmæssige årsager ikke oplyse. Antallet af betjente afhænger af trusselsniveauet, oplyser politiet.

Danmarks EU-formandskab slutter den 30. juni.

bevogtet af færdselsbetjente i biler og på motorcykel.
Ekstra politipenge

Under det danske EU-formandskab i andet halvår af 2002 fik politiet en ekstra bevilling på 270 millioner kroner.

 

Under det danske EU-formandskab i første halvår af 2012 får politiet 0 kroner. Der er ikke bevilget ekstra millioner.

 

Kilde: Politiets Årsregnskab 2002 og Aftale om Politiets og Anklagemyndighedens økonomi 2012-2015.