Foto: Politiet

Har du set Lucas? Han ved, vi er efter ham

10. sep, 12:30
Der blev affyret skud mod en personbil i Brøndby en aften i august. En formodet gerningsmand efterlyses.

En personbil var mål for flere skud, da mindst to gerningsmænd om aftenen den 2. august affyrede skud i Brøndby ved København.

Ingen personer blev ramt ved episoden, som dog efterforskes som et drabsforsøg. Det skete omkring klokken 23.

Den ene af de formodede gerningsmænd efterlyses med navn og billede i en pressemeddelelse udsendt af Københavns Vestegns Politi.

Der er tale om den 21-årige Lucas Kragh Christiansen. Han er 184 centimeter høj og almindelig af bygning. Han har kort, brunt hår.

- Han ved godt, at vi leder efter ham, og han har haft rig mulighed for at melde sig – så nu håber vi at offentligheden kan hjælpe, siger politikommissær Henrik Hougaard i meddelelsen.

Skudepisoden udspillede sig på Brøndby Nord Vej i Brøndby.

I forvejen er en anden person sigtet i sagen.

Hvis man han ved, hvor Lucas Kragh Christensen opholder sig, kan Københavns Vestegns Politi kontaktes på 43861448.

/ritzau/