Syd- og Sønderjyllands Politi advarer om falske pengesedler. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Politiet kommer med advarsel

29. apr 2020, 06:18
Fem hændelser fordelt over to dage har fået politiet til at advare mod falske eurosedler i omløb.

Syd- og Sønderjyllands Politi advarer mod falske eurosedler.

Foreløbigt har politiet modtaget fem anmeldelser, hvor kunder har betalt med falske sedler i butikker.

Det skriver Syd- og Sønderjyllands Politi i en pressemeddelelse natten til onsdag.

Hændelserne er fundet sted i Sønderborg, Vojens og Haderslev den 21. og 22. april og bliver nu efterforsket.

Ifølge politiet er der fem måder, hvorpå man kan tjekke om sedler er falske.

De falske sedler har det samme id-nummer i højre hjørne, hvor der står "MB 66688880".

Dernæst er der påtrykt: "This is not legal. It is used for motion props only", hvilket på dansk betyder, at sedlerne ikke er ægte og bruges som rekvisit.

Under EU-flaget står der "Movie Money", og de falske sedler har desuden svagere farver end ægte eurosedler.

Og slutteligt er der ikke noget genskin fra de særlige motiver på pengesedlen.

Syd- og Sønderjyllands Politi opfordrer borgere, der er kommet i besiddelse af de falske eurosedler, til at kontakte dem.

/ritzau/