Politielev sprang for sit liv

29. dec 2010
Elever på politiskolen færdes ulovligt uden trafikveste, når de lærer at give bilister bøder. En elev var nær blevet påkørt ved en kontrol.

Det er ikke kun de garvede betjente, der nøler med at trække en gul sikkerhedsvest over uniformen, når de står i en trafikkontrol.

LÆS: Dødsensfarlig sjusk i politiet

Allerede på Politiskolen halter det med sikkerheden.

Det viser et påbud fra Arbejdstilsynet, som Politiskolen fik i juni, efter at seks politielever var blevet sendt ud uden gule trafikveste på Ålekistevej i København for at kontrollere biler.

"Det er en overtrædelse af arbejdsmiljøloven. Hvis det er dagligdag på politiskolen, så tager eleverne dårlige vaner med sig, når de kommer ud i virkeligheden. Det er livsfarligt både for dem og for trafikanter," siger Hasse Mortensen, tilsynschef i Arbejdstilsynet.

Skolen fik påbuddet af en ansat i Arbejdstilsynet, der tilfældigvis blev stoppet i trafikkontrollen.

Han lagde straks mærke til, at de seks elever ikke var iført gule veste med reflekser og lygte - sådan som de skal ifølge arbejdsmiljøloven.
"Mens Arbejdstilsynet var på stedet, var en elev meget tæt på at blive påkørt og han måtte springe til side for en hvid varevogn," står der i tilsynets påbud.


Politifolk færdes også ulovligt

"Det kunne godt se ud som om, at politiet har fået en dårlig vane. Det håber vi meget, at det vil rette op på," siger Hasse Mortensen fra Arbejdstilsynet.

Og det vil man, lyder det fra skolen.

"Vi har nu indskærpet, at alle elever skal have gule trafikveste på, når de kontrollerer køretøjer i trafikken," siger Jarl Rosenqvist, der er leder af sikkerhed på Politiskolen.

Han oplyser, at politiet har troet, at det var nogle gamle regler, der gjaldt. 

"Vi troede, at det var det op til os selv at vurdere hvilket udstyr, der skulle bruges hvornår. Men den fejlopfattelse har vi nu rettet op på," siger Jarl Rosenqvist.

De nye regler, hvor politiet ikke længere selv kan bestemme, hvad der er sikkert udstyr hvornår, blev indført i 2002.