Dykkere blev torsdag sendt på arbejde i Utterslev Mose, hvor de blandt andet fiskede flere 1000-kronesedler op af vandet. Foto: Mads Nissen/Ritzau Scanpix

Fiskede 1000-kronesedler op af vandet: Det sker der nu

17. jan, 10:48
Dykkere var torsdag i Utterslev Mose, hvor flere pengesedler blev fundet. Uvist hvorfor pengene var i mosen.

Der er fredag morgen fortsat ikke noget svar på, hvorfor flere 1000-kronesedler havnede i Utterslev Mose i København.

Politiet skal finde ud af, om pengene kan stamme fra et kriminelt forhold, oplyser politiets presseafdeling fredag.

Den oplyser samtidig, at politiet ikke ønsker at oplyse, hvor mange penge der er tale om.

Dykkere blev torsdag sendt på arbejde i mosen, hvor de blandt andet fiskede flere 1000-kronesedler op af vandet.

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra A4 Nu her

Til Ekstra Bladet fortæller politiets vagtchef også, at pengene nu hænger til tørre.

Torsdag fortalte vagtchef fra Københavns Politi Henrik Svejstrup, at politiet modtog meddelelsen om pengene torsdag klokken 12.52.

- Dykkere fra brandvæsnet blev tilkaldt, og de har fundet flere koster i vandet - herunder penge, sagde han.

/ritzau/