PolitiEn bil bragede tidligt lørdag morgen ind i et hus på Fyn. De unge i bilen slap med knubs, mens ejeren af huset ikke kom til skade. (Arkivfoto). Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Brager ind i hus: Politi sigter 31-årig bilist på Fyn

9. feb, 00:55
Ingen kom alvorligt til skade, da en bil med unge tidligt lørdag morgen kørte ind i et hus i Glamsbjerg.

Fyns Politi har sigtet en 31-årig mand for at køre ind i et hus i Glamsbjerg på Fyn tidligt lørdag morgen.

Det oplyser vagtchef Ehm Christensen natten til søndag.

- Vi får fat på ham klokken 17.40, og han erkender, at det er ham, der har været fører af bilen, siger vagtchefen.

Manden er sigtet for kørsel i frakendelsestiden og for at stikke af fra et færdselsuheld.

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra A4 Nu her

- Han har forklaret, at grunden til, at han stak af, var, at han ikke kunne overskue konsekvenserne, fordi han ikke har noget kørekort, siger Ehm Christensen.

Det var en husejer på Fyn, der tidligt lørdag morgen fik sig en forskrækkelse, da en bil pludseligt bragede ind i hans hus.

- Klokken 05.29 får vi en anmeldelse om en bil, der er kørt ind i et hus på Søndergade i Glamsbjerg.

- Ejeren er oppe på det her tidspunkt. Lige pludselig kommer en bil ind gennem gavlen - eller noget af den i hvert fald, fortalte vagtchef ved Fyns Politi Kenneth Taanquist lørdag formiddag.

Gavlen på huset er blevet trykket ind som følge af påkørslen. Ejeren kom intet til ved uheldet.

I bilen sad flere unge, som efterfølgende stak af fra stedet. Inden de forlod stedet, nåede husejeren dog at have kontakt med dem.

- Vi har en idé om, hvem det er, for bilen er jo efterladt, så det er kun et spørgsmål om tid, sagde vagtchef Kenneth Taanquist lørdag formiddag.

/ritzau/