
Politiet leder efter drabsmand: Offentliggør videoer
Fyns Politi har valgt at dele både billeder og videoer af en person, som det mener, affyrede et dræbende skud en aften i juni.
Her mistede en 31-årig mand fra Vollsmose ved Odense livet, da han tilfældigvis kom i skudlinjen under en konflikt mellem to grupperinger.
Håbet er, at nogle ser billedmaterialet og kan hjælpe politiet med at opklare, hvem den formodede gerningsmand er.
- Politiet er overbevist om, at den formodede drabsmand er på den ene af de videoer, som nu bliver offentliggjort, skriver Fyns Politi i pressemeddelelsen.
De to grupper, som i en længere periode har været i konflikt med hinanden, hører til ved Vollsmose og Korsløkke.
Den første gruppe har tilknytning til Korsløkkeparken, mens den anden hører til Bøgetorvet i Vollsmose.
Politikommissær Carsten Dichmann fra Fyns Politi er overbevist om, at nogle har informationer, som de ikke har delt endnu.
- Vi håber selvfølgelig, at de mange nye oplysninger i sagen kan hjælpe os til at finde frem til de to personer fra gruppe 1 og de tre personer fra gruppe 2.
- Der er næppe tvivl om, at der er nogen derude, som ved, hvem personerne er, siger han i meddelelsen.
/ritzau/