
Mand død: Advarer mod farlig næsespray
Man skal ikke tage imod eller købe næsesprays på gadeplan.
Sådan lyder advarslen fra Østjyllands Politi.
Advarslen kommer i en pressemeddelelse, efter at en 23-årig mand døde i Rønde i sidste måned. Mandens dødsfald kan hænge sammen med, at han har indtaget et farligt stof via en næsespray.
Den 23-årige blev fundet død i sit hjem, og politiet mistænkte, at dødsårsagen kunne være narkorelateret.
Der blev foretaget en obduktion og en retskemisk analyse af væsken i næsesprayen, som havde ligget ved siden af ham.
Ifølge politiet har resultaterne af undersøgelser nu vist, at det farlige stof var både i mandens blod og i sprayen.
Der er tale om et relativt nyt syntetisk opioid-lignende stof.
Politiet er ikke i tvivl om, at den 23-årige mand har indtaget stoffet inden sin død. Men det er ikke endeligt fastslået, hvad han døde af.
I sidste uge fik lokalstationen i Rønde indleveret fem tomme næsesprays, som politiet mistænker for at indeholde det syntetiske stof.
De sprays er ved at blive analyseret. Desuden er der ved analyse af en beslaglagt næsespray i en sag fra Randers fra august fundet det samme stof.
- Vi har et helt klart budskab til borgerne. Lad nu være med at eksperimentere med den slags næsesprays. Det kan være livsfarligt at indtage, siger vicepolitiinspektør Camilla Nielsen i politiets meddelelse.
Politiet skriver, at borgere med oplysninger om stofferne kan kontakte politiet på telefon 114.
/ritzau/