Plejehjemmet Salem i Gentofte, hvor den afdøde sosu-assistent arbejdede. Foto: Google Street View

Ansat døde med corona: Plejehjem brød loven

1. okt 2020, 06:12
Plejehjemmet Salem brød arbejdsmiljøloven forud for, at en sosu-assistent døde med covid-19 i foråret, konkluderer Arbejdstilsynet i en ny afgørelse. Plejehjemsdirektør er uenig.

Denne artikel var oprindeligt bag abonnement. Vi har åbnet den og håber du vil overveje at tegne abonnement på A4 Arbejdsmiljø.

Plejehjemmet Salem i Gentofte overholdt ikke Sundhedsstyrelsens retningslinjer og arbejdsmiljøloven, da en 75-årig mandlig social- og sundhedsassistent i foråret blev syg og senere døde med covid-19.

Det slår en ny afgørelse fra Arbejdstilsynet fast.

- Virksomheden har overtrådt arbejdsmiljølovgivningens regler om at træffe effektive foranstaltninger for at beskytte de ansatte på plejehjemmet Salem mod risikoen for smitte med ny coronavirus i forbindelse med arbejdet med pleje og omsorg af beboere, konkluderer tilsynet.

LÆS OGSÅ: Efter sosu-assistents død: Hospital forsøger at udviske Arbejdstilsynets afgørelse

Den 75-årige sosu-assistent havde kun aftenvagter og var ansat på deltid. På grund af sin høje alder var han særligt sårbar, hvis han skulle blive smittet med coronavirus. Alligevel plejede han den 8. april en beboer uden brug af værnemidler, der var under kraftig mistanke for at have covid-19.

Samme dag havde Sundhedsstyrelsen indført retningslinjer om, at der skulle bruges værnemidler ved plejehjemsbeboere, der enten var mistænkt for at have virussen eller havde fået den konstateret.

Ifølge Arbejdstilsynets dokumenter var ledelsen på Salem bekendt med, at beboeren havde det dårligt, da de den 6. og 8. april rådførte sig hos en læge om, hvorvidt der var grundlag for at coronateste eller isolere beboeren. Det afviste lægen.

Sosu-assistenten sygemeldte sig den 13. april med symptomer på corona og døde den 22. maj på Gentofte Hospital efter en forgæves kamp mod virussen.

Flere ansatte og beboere smittet


Anne Mette Fugleholm, direktør i Diakonissestiftelsen. Foto: Pressefoto/Diakonissestiftelsen

I Diakonissestiftelsen, der driver plejehjemmet Salem, er man 'utrolig kede af at have mistet en dygtig og værdsat kollega', forklarer direktør Anne Mette Fugleholm til A4 Arbejdsmiljø. Alligevel er de ikke enige i Arbejdstilsynets afgørelse.

- Vi handlede ud fra den viden, man på det tidspunkt havde om covid-19, og ud fra de retningslinjer, som i den første tid ændrede sig dag for dag.

- På det tidspunkt, da medarbejderen blev smittet, var der ikke opbygget tilstrækkelig testkapacitet eller nem adgang til brug af værnemidler. Her var strategien baseret på sundhedsmyndighedernes retningslinjer om afstand, hygiejne og fokus på symptomer. Kun hvis der var lægelig vurdering af, at der var mistanke om covid-19 sygdom, kunne vi bruge værnemidler, siger Anne Mette Fugleholm.

Hvis det hele kunne gøres om, havde de sendt skadelidte hjem tidligere i forløbet - uden skadelidte havde fået så meget medbestemmelse
Oplysning fra plejehjemmets ledelse i afgørelsen fra Arbejdstilsynet

Den afdøde sosu-assistent arbejdede på afdelingen Nearis, hvor syv ud af otte beboere i foråret blev testet positiv for covid-19. På hele plejehjemmet blev 12 ud af 67 ansatte i uge 16 og 17 konstateret smittet med coronavirus, mens 17 ud af 43 beboere omkring den 18. april blev det samme. Ud af de 17 smittede beboere afgik fem af dem ved døden.

Selvom myndighedernes retningslinjer tilsagde, at man skulle være forsigtige med ansatte i risikogruppen, blev den 75-årige sosu-assistent ikke hjemsendt eller omplaceret til andre opgaver.

Plejehjem erkender

Den afdøde var glad for at pleje de ældre og insisterede på at møde på arbejde, selvom han løb en risiko. Set i bakspejlet skulle man have presset mere på for at holde ham hjemme, erkender plejehjemsledelsen i Arbejdstilsynets afgørelse.

LÆS OGSÅ: 'Vi har svigtet det personale, der stod i forreste linjen i kampen mod Corona'

'Hvis det hele kunne gøres om, havde de sendt skadelidte hjem tidligere i forløbet - uden skadelidte havde fået så meget medbestemmelse', har ledelsen oplyst til tilsynet.

- Vi indskærpede fra starten over for medarbejderne, at de ved mindste tegn på sygdom, skulle blive hjemme fra arbejde. Og vi havde haft individuel dialog med de medarbejdere, som havde anden kronisk sygdom og derfor var i risikogruppe for at udvikle sygdom. På det tidspunkt var alder ikke en selvstændig risikofaktor, siger Anne Mette Fugleholm og fortsætter:

- Siden er der kommet ny viden, som gør, at vi i dag ville agere anderledes. På samme måde er de retningslinjer fra sundhedsmyndighederne, som vi tager afsæt i, løbende blevet tilpasset ny viden.

FOA: Katastrofalt

På baggrund af afgørelsen får plejehjemmet en gul smiley af Arbejdstilsynet. Afgørelsen er dog uden handlepligt, hvilket betyder, at arbejdsmiljøforholdene nu er bragt i orden.

Det begrunder Arbejdstilsynet med, at plejehjemmet i dag ikke lader ansatte i risikogruppen gå på arbejde, at der anvendes visir, når man er i kontakt med beboere, og at der siden den 25. maj hverken har været beboere eller ansatte, som har været under mistanke for at have coronavirus, eller som er blevet testet positiv for det. 

Det er katastrofalt, at vi har et påbevist dødsfald på grund af covid-19. Tilsyneladende er forsigtighedsprincippet i forhold til brug af værnemidler kommet alt for sent. Jeg har en frygt for, at det simpelthen var fordi, at man ikke havde værnemidler nok. Man burde have tacklet det anderledes. Det er indiskutabelt
Jens Nielsen, forbundssekretær, FOA

Forbundssekretær i FOA, Jens Nielsen, mener, at sagen viser, at plejeansatte i foråret ikke havde nok værnemidler.

- Det er katastrofalt, at vi har et påbevist dødsfald på grund af covid-19. Tilsyneladende er forsigtighedsprincippet i forhold til brug af værnemidler kommet alt for sent. Jeg har en frygt for, at det simpelthen var fordi, at man ikke havde værnemidler nok. Man burde have tacklet det anderledes. Det er indiskutabelt, siger Jens Nielsen og uddyber:

- Jeg hører fra mange af vores medlemmer, at man ikke i tilstrækkelig grad får talt om retningslinjerne ude på arbejdspladserne. Det bliver man simpelthen nødt til.

En ny opgørelse fra Statens Serum Institut viser, at der på det seneste er sket en stigning i coronasmitte på landets plejehjem. I sidste uge blev der registreret 21 tilfælde fordelt på ti plejehjem.

Skal man undgå tragiske hændelser som den på plejehjemmet Salem i fremtiden, er det vigtigt, at der bliver sat ind nu, mener Søren Riis Paludan, professor i virusinfektioner ved Aarhus Universitet.

- Vi skal slå en ring rundt om plejehjemmene for at reducere smittespredning. Nu opdager vi den nye smitte tidligt, og så er opgaven at få det stoppet. Plejehjem er et af de steder, hvor vi i høj grad skal beskytte de sårbare borgere mod at blive smittet, siger han.

Tidslinje: 75-årig sosu-assistent døde med covid-19

  • Plejehjemmet Salems ledelse kontakter en læge den 6. og 8. april for at høre, hvorvidt der er grundlag for at coronateste eller isolere beboere, der er under kraftig mistanke for at have covid-19. Det afviser lægen.
  • Den afdøde sosu-assistent er på vagt den 3., 4., 5. april samt den 8. og 9. april 2020. Han er i tæt kontakt med beboeren, der er under mistanke for at have covid-19.
  • Den afdøde sosu-assistent arbejder på afdelingen Nearis, hvor syv ud af otte beboere i foråret bliver testet positiv for covid-19.
  • Sosu-assistenten sygemelder sig den 13. april med symptomer på corona og dør den 22. maj på Gentofte Hospital efter en forgæves kamp mod virussen.
  • Dødsfaldet bliver registreret som en arbejdsulykke i Arbejdstilsynets data.
  • Arbejdstilsynet foretager et tilsynsbesøg den 23. juni, hvor man taler med Salems forstander, souschef og arbejdsmiljørepræsentant.
  • Tilsynet foretager en telefonsamtale med forstanderen den 25. juni og en telefonsamtale med souschefen den 8. juli.
  • Den 6. august modtager tilsynet bemærkninger til sagen fra Salems ledelse. I bemærkningerne skriver ledelsen, at de er uenig med Arbejdstilsynet i den forestående afgørelse. 
  • Arbejdstilsynet konkluderer i en afgørelse den 17. august 2020, at plejehjemmet fra den 6. til 13. april har overtrådt arbejdsmiljølovgivningen. Tilsynet konkluderer samtidig, at forholdene nu er bragt i orden.

Kilde: Arbejdstilsynet