Plankeværk og æggesmovs skal aktivere udsatte

20. sep 2013
Et nyt projekt på Vesterbro varsler en ny måde at aktivere kontanthjælpsmodtagere på.

På Vesterbro i København er grønne plankeværker og frodige blomsterbede lig med en en ny måde at aktivere udsatte kontanthjælpsmodtagere på.

'Vesterbrobyggerne' er et nyt projekt, der gennem et særligt fokus på lokalmiljøet skal få flere udsatte ledige ud på arbejdsmarkedet.

Det er frivillligeorganisationen Settlementet, der står bag projektet, der ifølge forstander Jakob Tamsmark er en mere personlig måde at tilbyde aktivering til de udsatte:

"Det her projekt viser, at der godt kan være alternativer til de her store, meget stive systemer, som en stor del af den hidtidige aktiveringspolitik har koncentreret sig omkring."

Tidligere skulle borgerne på aktiveringskurser på for eksempel Amager eller udenfor København, men nu bliver alt aktivering i det nye projekt holdt i lokalområdet på Vesterbro. Og det er der en god grund til.

En af de nye ideer i projektet er, at aktiveringen skal foregå i lokalmiljøet.

Når en borger maler plankeværket op til det nye metrobyggeri, kan han hver dag se frugten af sit arbejde. Det kan ifølge Jakob Tamsmark give mening for borgere, der ellers var skeptiske i forhold til arbejdsmarkedet.

I eget tempo

Målet for projektet er at borgerne skal ud i virksomhedspraktik. Men inden de når så langt, kan de udover at få mentorstøtte blive tilknyttet nogle af Settlements egne initiativer, som cafeen 'Sonja'. Her kan de blandt andet kan lære at lave fire slags mad, blandt andet æggesmovs, og prøve kræfter med at drive en cafe. Det hele foregår i deres eget tempo.

40-årige Bibi Hansen er én af de kontanthjælpsmodtager, der arbejder på cafeen, og hun er meget positiv over projektet:

"Det har været fantastisk. Jeg startede herude i april måned, og jeg har aldrig før prøvet at rykke mig så meget, på så kort tid. Jeg har en dårlig hukommelse, så jeg er nødt til at være længe ved nogle ting før det sætter sig fast, og her har jeg mulighed for at gøre det i mit tempo," siger hun.

Hun har fire børn, og har ikke været tilknyttet arbejdsmarkedet i nogle år. Men nu ser hendes børn for første gang deres mor arbejde, og det er noget, der puster til selvtilliden.

Bibi er en af de 40 tilknyttede vesterbrobyggere, der har oplevet en anden slags aktivering, hvor pisk og smæl er byttet ud med forståelse og vurdering af den enkeltes situation.

Fremtidens aktivering

Settlementets fleksible aktivering er en del af den nye linje, som regeringen har lagt op til i aktiveringsindsatsen. For Jakob Tamsmark er håbet, at den kan blive en del af fremtidens aktiveringsindsats:

"Man skal jo passe på med at konkludere på et eksperiment, som er få måneder gammelt, men jeg er sikker på, at det her kan være et element i fremtidens aktivering," siger han og fortsætter:

"Det er jo ikke sådan at vi knækker ledighedskurven. Og målet med det her projekt er ikke at få 1000 borgere høvlet igennem. Det er meningen at vi skal gøre en forskel for de borgere vi har," forklarer han.