Tæt på verden: Piraterne skal en gang for alle udryddes

25. feb 2012
Et internationalt møde beslutter at genopbygge Somalia. Pirater og islamister skal nedkæmpes. Ny regering på vej. Danmark deltager.

Ved et international møde i London er det besluttet at gribe mere radikalt end tidligere ind i Somalia for at nedkæmpe pirater, deres finansfolk og terrorisme. Indsatsen hænger sammen med en beslutning om at genopbygge Somalia fra bunden op.

Det internationale samfund oprettet et nyt koordineringscenter, der skal hjælpe med at fange de finansielle kræfter bag piraterne.

Samtidig bliver der etableret et fælles international indstatsgruppe, der skal forhindre, at der betales løsepenge og i sidste ende, at folk kan tjene penge på kapringer og kidnapninger.

Så vidt muligt vil en koordineret international indsats af efterretningstjenester forhindre terrorister og deres finansfolk i at rejse og bevæge sig omkring. Meningen er helt at forhindre pirateri og finansiering af terrorisme.

Genopbygning fra bunden af

Efter 20 års politisk, militært, socialt og humanitært kaos er der tegn på skrøbelige fremskridt i Somalia, et af verdens absolut allerfattigste lande. Somalia står foran en lysere fremtid.

Sådan lød ordene fra den britiske premierminister David Cameron, efter ledere fra mange af verdens lande i London besluttede at hjælpe det plagede land med genopbygning fra bunden op indenfor syv forskellige områder.

En gruppe på 50 lande og internationale organisationer, heriblandt Danmark, er nu parat til at gøre en ekstra indsats for at forbedre sikkerheden, fordrive pirater og terrorrister, øge den humanitære indsats, styrke internationalt samarbejde og puste nyt liv i den politiske proces.

[pagebreak]Nyt styre etableres

Indflydelsesrige somaliere synes parate til endeligt at afslutte den midlertige FN-beskyttede regerings livstid pr. august 2012 og indlede en demokratisk proces. Den etableres gennem en repræsentativ forsamling, hvor en tredjedel af kvinder.

Den midlertidige regering har været isoleret i Mogadishu i 7 år, men landet har været umuligt at regere i 20 år. I 1991 smed en gruppe krigsherrer diktator Siad Barre ud og gik derefter løs på hinanden.

For at forhindre korruption i ”det nye” Somalia bliver der etableret en finansiel styringsmekanisme, som skal sikre at landets midler bruges til udvikling og ikke ender i forkerte lommer.

Sikkerhedsrådet

FNs sikkerhedsråd besluttede onsdag at forlænge mandatet for Den Afrikanske Unions fredsbevarende tropper i Somalia til at dække hele lande. Og antallet stiger fra 12.000 til 17.730. Formålet er utvetydigt at nedkæmpe den islamitiske al-Shabab gruppe.

Mauritius, Seychellerne og Tanzania har accepteret at retsforfølge pirater. Somaliland og Puntland har accepteret at tage dømte og straffede pirater i forvaring.

Danmark, Norge, De Forenede Emirater og Holland er blevet enige om at etablere en lokal stabilitetsmekanisme, der skal gribe ind med hjælp i områder, hvor al-Shabab er fordrevet. Meningen er, at naboområder kan se, at livet er bedre uden islamistiske al-Shabab.

[pagebreak]International bistand

Det er international hjælp, der har hevet Somalia bort fra humanitær krise. Den Afrikanske Union har sammen med somaliske tropper skubbet de radikale islamister, al-Shabab, ud af hovedstaden Mogadishu.

Vigtigst skulle være, at der synes at være opstået en mulighed for at erstatte den siddende midlertidige regering, garanteret af kæmpende FN-styrker, med en ny valgt af hele det somaliske folk.

David Cameron lagde ikke skjul på, at indsatsen for Somalia ikke udelukkende er i de lokales interesse. Han omtalte problemerne med, at handelsruter hærges af pirater, turister kidnappes og radikale grupper forgifter ungdommens sind.

Lejre gennem 20 år

Flygtningelejrene for somaliere i Kenya blev oprettet for 20 år siden, da samfundet kollapsede i 1991 og folk måtte flygte. Lejrene omfatter i dag børn, hvis forældre er født samme sted.

På grund af sultkatastrofen i 2011 bor der for tiden 463.000 mennesker i lejrene, der er kendt under navnet Dadaab. I regionen i det østlige Kenya bor en million flygtninge.

FNs Flygtningehøjkommissariat, UNHCR, forestår hovedansvaret for den massive bistand, som verden har sendt til tørkeofrene. FNs nyhedsservice fortæller, at udover mad, drikke, medicin og husly er det lykkedes at drive skoler og give børn en kenyansk eksamen.

Sidste år blev tre hjælpearbejdere kidnappet og siden er to lejrledere og flere politikfolk dræbt. Storbritannien har besluttet at pumpe endnu flere penge ind i flygtningehjælpe i Kenya og Etiopien.

Tæt på verden

En af landets mest erfarne u-landsjournalister, Dan Larsen, skriver nyheder om de fattige lande for Avisen.dk. Danida bidrager til projektet.