Pihl efter konkurs: Ufint at kritisere os nu

2. sep 2013
Det nytter ikke at sparke til nogen, der ligger ned, lyder det fra bestyrelsesformand efter kritik af farligt arbejdsmiljø og løndumping.

"Synes du ikke, der er skrevet nok i denne her sag," lyder det indledningsvist fra Birgit Nørgaard.

Hun blev indsat som bestyrelsesformand af hovedkreditoren Danske Bank sidste år i forsøget på at redde Pihl & Søn fra et økonomisk kollaps.

Det lykkedes som bekendt ikke, og for en uge siden indgav storentreprenøren konkursbegæring, og satte dermed punktum for over 100 års historie.

Men flere steder i den danske byggebranche udløser konkursen et lettelsens suk, fordi Pihl gennem aggressiv underbudsstrategi og ihærdig brug af udenlandske underentreprenører har sat arbejdsvilkår og sikkerhed under pres.

Reaktionerne vækker harme hos bestyrelsesformand Birgit Nørgaard.

"Det er totalt useriøst at kommentere tingene på den måde. Ærligt talt, det er ufint at sparke til nogen, der ligger ned," siger hun.

Afviser social dumping

Fagforbundet 3F har siden 2011 har haft over 150 faglige sager, der omhandler ansættelsesvilkår og overenskomstbrud hos Pihl eller underentreprenører.

Birgit Nørgaard afviser dog alle anklager om social dumping.

"Jeg er absolut ikke enig i, at der skulle være problemer i forhold til social dumping. Som du udmærket godt ved, har Pihl og deres underleverandører været omfattet af overenskomster," siger hun.

Til gengæld erkender hun, at det har knebet med sikkerheden på en del af Pihl byggepladser.

"Det er velkendt, at der har været nogen arbejdsmiljøsager, som var mindre heldige, og det var faktisk én af de ting, som den nye bestyrelse og ledelse havde kraftigt fokus på," siger hun.

Bedre arbejdsmiljø var på vej

Hun understreger, at der forud for konkursen var planlagt møder, hvor sikkerheden skulle have været drøftet med alle ansatte.

"Vi skulle have drøftet, hvad vi kunne gøre anderledes for at gøre det bedre. Det er klart, at alle de forhold, det var uheldige, eller hvor der skete ulykker, gav virkelig store interne dønninger," siger hun.

Birgit Nørgaard afviser dog blankt, at der er en sammenhæng mellem Pihls evne til at give tilbud på projekter, som var markant billigere end konkurrenternes, og den mangelfulde sikkerhed på pladserne.

"Det er jeg ikke enig i, og jeg vil igen understrege, at det ikke hjælper at sparke til nogen, der ikke er længere," siger hun.