Pia Kjærsgaard påvirker amerikansk valgkamp

31. okt 2008
Udtalelser fra Pia Kjærsgaard bliver få dage før valget i USA fremhævet som argumenter mod en velfærdsstat.

Sundhedsforsikringer og velfærdsordninger er blevet en varm kartoffel i den amerikanske valgkamp - men nu bruges den danske udlændingedebat som et argument for at undgå for mange vældfærdsordninger.

Den amerikanske avis The Washington Post hæfter sig ved udtalelser fra Dansk Folkepartis leder Pia Kjærsgaard, der kalder uhindret indvandring til Danmark en bombe under velfærdsstaten. Udtalelserne suppleres med tal fra Danmarks Nationalbank til en konklusion om, at det danske velfærdssamfund er i krise.

Dansk Folkeparti mener imidlertid, at den amerikanske avis helt har misforstået, hvad debatten i Danmark drejer sig om.

"Man kan ikke opretholde et velfærdssamfund, hvis man har fuldstændig fri indvandring, hvis man har åbne grænser og fri indvandring, fordi så bryder velfærdssystemerne sammen. Det er det Pia har sagt, og det tror jeg, at de fleste europæiske, borgerlige politikere er enige i," siger Søren Espersen til Nyhedsbureauet Newspaq.

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra A4 Nu her

Analysen om den sårbare velfærdsstat kommer i klummen PostGlobal, der er skrevet af Annie Magnus fra Johns Hopkins Universitetet's europæiske afdeling. Den kommer kort inden præsidentvalget på tirsdag, hvor Obamas forslåede sygesikrings-system er blevet det store stridspunkt.

Så sent som torsdag aften kaldte et amerikansk kongresmedlem valget for "en afstemning om socialisme", da han introducerede McCain på et vælgermøde i Missouri, og de seneste dage har blandt andet vicepræsident Sarah Palin udtalt, at tiden ikke er inde til at eksperimentere med socialismen.

Søren Espersen afviser, at Pia Kjærsgaards udtalelser overhovedet kan bruges i den amerikanske debat.

"Det her er jo bare et udtryk for, at USA og Nordeuropa er to væsentligt forskellige samfundssystemer. Hos dem er et velfærdssamfund en negativ ting, mens det hos os er positivt," siger partiets sundhedsordfører Søren Espersen

Han mener, at amerikanerne i stedet skal se på deres eget velfærdssystem, før de skyder på andres.

"Jeg synes, det er en skandale, at verdens rigeste land har et så elendigt sundhedssystem, som de har, og så elendige sundhedsforsikringer for de fattigste. Jeg synes de skulle gribe i egen barm, og holde op med at acceptere, at millioner af mennesker ikke har råd til at blive behandlet, hvis de er syge," siger han.

-Newspaq

faktaboks