Pia K. på hospitalet ingen tegn på blodprop

6. aug 2008
Pia Kjærsgaard kollapsede pressemøde og blev kørt på hospitalet med fuld udrykning. Scanning viste intet unormalt. Opdateret 16:35

Dansk Folkepartis Pia Kjærsgaard, der onsdag ved 13.15-tiden fik et ildebefindende på partiets sommergruppemøde på Skjoldnæsholm, er blevet indlagt på Roskilde Sygehus.

En scanning har ikke afsløret noget unormalt, og de første forlydende om at partilederen muligvis havde fået en blodprop, viste sig dermed  ikke at holde stik.

Lægerne har dog valgt at beholde Pia Kjærsgaard i hvert fald natten over. I morgen vil lægerne foretage en række nye undersøgelser.

Pia Kjærsgaard fik det dårligt netop som hun på et pressemøde havde skældt statsminister Anders Fogh ud for manglende opbakning til den stramme danske udlændingepolitik. Pludselig måtte Pia Kjærsgaard undskylde sig og overlade pressemødet til Kristian Thulesen Dahl.

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra A4 Nu her

Kort efter blev hun så dårlig, at hun enten faldt om eller måtte lægge sig ned med et ildebefindende.

På stedet blev hun tilset af de PET-agenter, der følger hende døgnet rundt. Kort efter blev der ringet efter en ambulance. Da Pia Kjærsgaard på en båre blev båret ud til ambulancen sørgede partifolk for at skærme hende fra nysgerrige blikke med tæpper.

- Hun har haft det dårligt hele morgenen, hvor hun har klaget over ondt i hovedet, og hun har nu fået det ildebefindende, fortalte Søren Espersen til pressen umiddelbart efter.

Med i ambulancen til Roskilde Sygehus var partiets sekretariatschef Jeanie Nørhave. Til ekstrabladet.dk fortæller hun:

- Pia havde frygtelige smerter i hovedet. Hun har aldrig oplevet så stærke smerter før.

Pia Kjærsgaard var i ambulancen ved fuld bevidsthed.

Ambulancen ankom til sygehuset ved 14-30-tiden.

faktaboks