en række lande har myndighederne godkendt vacciner fra medicinalselskaberne Moderna og Pfizer/BioNTech og er i gang med at vaccinere de mest udsatte grupper. Her er det i den israelske kystby Herzliya nord for Tel Aviv mandag. Foto: Foto ©Jack Guez/Ritzau Scanpix

Godkendt: Vaccine på vej til Danmark

21. dec 2020, 15:24
EU-Kommissionens formand forventer en beslutning om Pfizer-vaccine mandag aften, skriver hun på Twitter.

Det Europæiske Lægemiddelagentur (EMA) anbefaler mandag en betinget godkendelse af vaccine fra Pfizer og BioNTech.

Det er første store skridt i retning af at godkende vaccinen til brug i EU.

- Dagens positive nyheder er et vigtigt skridt fremad i vores kamp mod denne pandemi, der har forårsaget lidelse og modgang for så mange, siger EMA's direktør, Emer Cooke, i en pressemeddelelse.

Nu går processen formelt videre til EU-Kommissionen. Her vil man allerede mandag aften tage stilling til den endelige godkendelse af vaccinen.

Det skriver EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, på Twitter.

- Nu vil vi handle hurtigt. Jeg forventer en godkendelse fra EU-Kommissionen senest i aften, skriver hun.

Von der Leyen har tidligere peget på den 27. december som dagen, hvor EU-landene kan gå i gang med at masse-vaccinere. Herunder også Danmark.

Det vil betyde, at de første danskere kan blive vaccineret mellem jul og nytår.

EMA oplyser, at agenturet har arbejdet i døgndrift for at få sin vurdering af vaccinen klar så hurtig som muligt, men at man har skullet sikre sig, at vaccinen var sikker og effektiv.

- Vores grundige evaluering betyder, at vi med overbevisning kan forsikre EU-borgere om sikkerheden og effektiviteten ved denne vaccine, og at den lever op til den nødvendige kvalitetsstandard, siger EMA-direktøren.

- Men vores arbejde stopper ikke her. Vi vil fortsat indsamle og analysere data om sikkerheden og effektiviteten ved denne vaccine for at beskytte mennesker, der tager vaccinen i EU, tilføjer Emer Cooke.

EMA meddeler ifølge nyhedsbureauet Reuters, at der ikke er noget der tyder på, at vaccinen ikke skulle være effektiv over for den nye variant af coronavirus, der har spredt sig i især det sydøstlige England.

Den nye variant er også konstateret i andre lande, herunder ti bekræftede tilfælde i Danmark.

Oprindeligt skulle EMA først mødes for at godkende vaccinen den 29. december. Men Tyskland og flere andre EU-lande har presset på for at tempoet skulle skrues op.

/ritzau/